Hvis du som leder går og undrer dig over, at medarbejderne i din afdeling er syge oftere end i en anden afdeling, så kan det faktisk være din skyld.
For offentlige ansatte som arbejder under gode ledere har nemlig markant lavere sygefravær end ansatte med dårlige ledere. Det viser en ny analyse fra Rockwool Fonden, som måler sammenhængen mellem kvalitet af ledelse og teamets produktivitet.
Analysen viser, at der kan være helt op til 15 pct. forskel i sygefravær mellem afdelinger med en god leder og en dårlig leder.
- Sygefravær er en god metode til at måle kvaliteten af ledelse, da det dels registreres på både offentlige og private arbejdspladser og dels også er en af de faktorer, som går hårdest ud over produktiviteten i den offentlige sektor, forklarer professor i økonomi Morten Bennedsen fra Økonomisk Institut på Københavns Universitet.
Ni dages forskel
En fuldtidsansat i det offentlige har i gennemsnit 9,2 sygedage om året, og sygefraværet er generelt højere i det offentlige end i den private sektor. Samtidig er lønningerne mere "låste" i det offentlige, og man kan derfor ikke bruge løn til at belønne gode medarbejdere.
Talentfordelingen, som måles ved IQ, er også mere spredt i den offentlige sektor, hvilket betyder at flere medarbejdere har brug for mere tydelig ledelse.
- Det dokumenterer at behovet for god ledelse i det offentlige faktisk er større end i det private arbejdsmarked, hvor flere medarbejdere har forudsætningen for at kunne lede sig selv. God ledelse er simpelthen en nødvendighed, hvis medarbejderne på offentlige arbejdspladser skal lykkes med deres kerneopgave, siger Morten Bennedsen.
Helt konkret er der knap 9 dage til forskel mellem de afdelinger, som har flest sygedage og de afdelinger som har færrest.
Og det koster dyrt i sidste ende. En undersøgelse fra 2019 viser, at den danske stat kunne spare 790 mio. kr. årligt ved at reducere sygefraværet i den offentlige sektor med én dag.
Høj kvalitet eller lav kvalitet
Målet med analysen har været at kortlægge, hvilke lederegenskaber, der fremmer og modvirker fravær hos de ansatte. Forskerne identificerede afdelingernes ledere og kategoriserede kvaliteten af den enkelte leder.
Ved at sammenholde oplysninger om ledernes uddannelse og arbejdserfaring med den løn, de får udbetalt, kategoriserede forskerne ledere med forholdsvist højere lønninger end sammenlignelige ledere, som værende ledere af høj kvalitet. Og tilsvarende blev ledere, der får mindre i løn, end deres uddannelse og CV tilskriver, kategoriseret som ledere af lav kvalitet.
For mandlige ledere indgår også IQ-test fra forsvarets sessionsdata i vurderingen af lederkvalitet. Her viser data, at medarbejderne i enheder der ledes af en mandlig leder med en IQ under medianen, har et gennemsnitligt fravær på ca. 8,3 dage hvorimod enheder der ledes af mænd med IQ over medianen, har et gennemsnitligt fravær på ca. 7,2 dage pr. ansat.
Fakta om forskningsstudiet "Public Sector Leadership"
- Forskningsstudiet anvender data fra Registerbaseret Arbejdsmarkedsstatistik, som er et omfattende datasæt fra Danmarks Statistik, der både indeholder oplysninger demografi, jobroller og organisatorisk hierarki.
- Forskerne har desuden anvendt sygefraværsdata og løndata for alle offentligt (ikke-militære) ansatte i hele Danmark og for deres ledere i perioden 2010 til 2018 svarende til omtrent 977.669 fuldtids- og deltidsansatte årligt fordelt på 12.802 teams, afdelinger eller enheder, hvoraf 90 % tilhører sundheds- eller uddannelsessektoren eller den offentlige administration.
- For at fokusere analysen på de medarbejdere, der har den stærkeste relation til deres leder, medtog forskerne kun data for de 270.203 medarbejdere årligt, der arbejder på fuld tid i (kun) én offentlig enhed. Her identificerede forskerne afdelingernes ledere og kategoriserede kvaliteten af den enkelte leder.
- Til dette studie valgte forskerne at bruge løn som en indikator for ledertalent. Ved at sammenholde oplysninger om ledernes uddannelse og arbejdserfaring med den løn, de får udbetalt, kategoriserede forskerne de ledere med forholdsvist højere lønninger som ledere af høj kvalitet, og tilsvarende ledere, der får mindre i løn, end deres uddannelse og CV tilskriver, som ledere af lav kvalitet.
- For mandlige ledere indgår også IQ-test fra forsvarets sessionsdata i vurderingen af lederkvalitet.
Kilde: Rockwool Fonden.
SRS
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.