
Efter lidt ekstra tryk på de daglige coronatal igennem en uges tid ser det ud til, at epidemien er ved at flade en smule ud igen, dog på et lidt højere niveau end i sidste uge. 844 nye smittede er der fundet ved hjælp af 81.810 test, svarende til en positivprocent på 1,03 pct.
Da positivprocenten var lavest, var den på 0,17 pct. (26. juni). Da antallet af indlagte var lavest i denne omgang (10. juli), var det 28 mod i dag 50, tre færre end i går. Af de indlagte er ni på intensiv og heraf otte i respirator, i begge tilfælde tal der kun har ændret sig ganske lidt over de seneste uger.
Der er for tredje dag i træk ikke registreret nye coronarelaterede dødsfald. I alt er der over de seneste to uger sket fire dødsfald blandt coronasmittede.
Øer uden smitte
Geografisk ser det mørkest ud i Frederiksberg og Aarhus kommuner med incidenser på henholdsvis 316,2 og 308,6 smittede pr. 100.000 indbyggere. Derfra er der et spring ned til Gentofte og Rudersdal på henholdsvis 214,8 og 206,4. En god håndfuld kommuner ligger omkring 150, og i den lyse ende er fem kommuner under bekymringsgrænsen på 20 smittede pr. 100.000 indbyggere, heraf tre helt uden smittetilfælde (Samsø, Ærø og Læsø).
På vaccinationsfronten har flere end to tredjedele af alle, 67 pct., nu fået mindst ét stik. Det svarer til lige knap fire millioner stik, et tal der ventes rundet i løbet af denne uge. 2.655.067 af disse personer har også fået andet stik, så de er færdigvaccinerede. Det svarer til 45,4 pct. af alle.
Over en halv million stik er uddelt henover sidste uge. Lidt over en million doser er på lager.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.