Coronasmittet ansat på hospital døde - nu undersøges årsagen

En rengøringsassistent på Herlev Hospital døde i marts, efter at han var smittet med corona. Arbejdstilsynet undersøger nu omstændighederne.

HOVEDSTADEN: En mandlig rengøringsassistent i 50’erne døde i foråret med coronavirus. Han gjorde rent på en coronaafdeling på Herlev Hospital, og Arbejdstilsynet skal nu undersøge, om det er sandsynligt, at han blev smittet efter at have gjort rent på isolationsstuer med covid-19-patienter uden brug af værnemidler.

Det skriver A4 Arbejdsmiljø, der har fået aktindsigt i dokumenter, der beskriver hændelsesforløbet op til rengøringsassistentens død.

Sidste gang, rengøringsassistenten var på vagt, var i weekenden 14.-15. marts, hvor han gjorde rent på en stue på afsnit 105 hos en patient, der var testet positiv for covid-19.

Lørdag den 21. marts skulle afdøde have været på vagt igen, men han mødte aldrig op. Ifølge dokumenterne skulle rengøringsassistentens kolleger have set, at han den selv samme lørdag blev indlagt på afsnit 105, hvor han plejede at gøre rent.

Vicedirektør: Dybt ulykkeligt

Vicedirektør på Herlev Hospital Jan Toftholm kalder sagen dybt ulykkelig.

- Først og fremmest er det dybt ulykkeligt, at en af vores medarbejdere, som var smittet med covid-19, i foråret afgik ved døden. Sikkerhed for patienter og personale har altid meget høj prioritet, og vi gør vores yderste for at tilrettelægge arbejdet, så det kan udføres forsvarligt af vores medarbejdere, siger Jan Toftholm.

Det er uvist, hvornår rengøringsassistenten præcist afgik ved døden. Dødsfaldet er nu anmeldt som en arbejdsskade, og Arbejdstilsynet er ved at undersøge forløbet.

Ikke iført værnemidler

Det fremgår af afdødes skadeanmeldelse, at han 14. marts gjorde rent på en stue med en covid-19-patient uden at være iført værnemidler. Der var angiveligt heller ikke sat et isolationsskilt op på døren ind til stuen, som retningslinjerne ellers foreskriver, at der skal være.

Vicedirektør Jan Toftholm ønsker ikke at kommentere detaljerne i det videre sagsforløb. Han bekræfter, at dødsfaldet er anmeldt som en arbejdsskade, da det ifølge ham er sandsynligt, at smitten kan være sket på arbejdspladsen.

Rengøringsassistenten er ikke den første i frontlinjen i Danmark, der er død med covid-19. I april døde både en 36-årig sosuassistent fra Bispebjerg Hospital og en 63-årig praktiserende læge fra Hvidovre.

ak

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev