
Smitten blandt skolebørn når det hidtil højeste niveau under coronapandemien. Det viser en rapport fra Statens Serum Institut (SSI).
I sidste uge var der 1.328 smittetilfælde per 100.000 børn i aldersgruppen 6-11 år. Det er ikke set højere før.
- Det er tydeligt, at det er børnene, der lige nu bærer smitten, og vi ser også at de bringer den videre ind i familierne og de nære kontakter, siger Rebecca Legarth, der er afdelingslæge hos SSI.
- Så selv om børnene måske ikke bliver så syge af covid-19, så kan personer tæt på dem blive smittet og blive syge, siger hun i en pressemeddelelse.
Lukkede skoler i syv kommuner
Der er mange smitteudbrud på skoler. I sidste uge var der knap 200 skoler med mulige udbrud - særligt i de mindste og mellemste klassetrin. Det betyder, at også lærere og andet personale bliver smittet.
Tallet er sandsynligvis højere, da data opdateres bagudrettet. I ugerne forinden var tallet 273-276.
I øjeblikket er syv skoler i landet blev påbudt at lukke midlertidigt på grund af smitte.
De ligger i Sorø, Herlev, Frederikssund, Odense, Frederiksberg, København og Gentofte. Det viser en opgørelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
Tre gange højere risiko for ikke-vaccinerede
Ud over børn er der også særlig smitte blandt ansatte i sundhedssektoren.
For hele befolkningen er smittetallet på 388 per 100.000 indbyggere - altså mindre end en tredjedel af skolebørnene. Det skal ses i lyset af, at vaccinerne kun blive tilbudt til børn fra 12-års-alderen.
Smittetallet er 279 per 100.000 indbyggere for den vaccinerede del af befolkningen og 834 for gruppen af ikkevaccinerede.
Det svarer ifølge SSI til, at risikoen for at blive smittet er cirka tre gange højere, hvis man ikke er vaccineret.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.