Corona har ramt 4,1 pct. af hovedstadens sundhedsansatte

Region Hovedstaden vurderer, at smitten blandt ansatte med patientkontakt er på niveau med befolkningen.
18. APR 2020 9.58
TEMA: Corona

HOVEDSTADEN: Ny opgørelse viser, at tallene for coronasmitte hos ansatte med patientkontakt i Region Hovedstaden ligger på niveau med resten af befolkningen. 20.000 sundhedsfagligt ansatte i Region Hovedstaden har i et spørgeskema afgivet resultater for test af coronavirus.

Af dem har 4,1 pct. antistoffer i blodet mod coronavirus - og har dermed været smittet med coronavirus. Det oplyser Region Hovedstaden på sin hjemmeside. Sammenligningen med den generelle befolkning baserer sig på en måling blandt bloddonorer. Man har her foretaget en række test, hvor tre pct. havde antistoffer i blodet.

- Tallene viser, at smitten blandt sundhedsfagligt personale er på næsten samme niveau som det smitteniveau, vi har fundet ved covid-19-screening af bloddonorer, der jo er raske borgere, siger professor Henrik Ullum, Rigshospitalet, til Region Hovedstadens egen hjemmeside.

Han er med i en screeningsgruppe i Region Hovedstaden. Der er taget forbehold for, at test kan give både falske negative og falske positive svar, siger han. Heller ikke blandt de sundhedsansatte, der oftest har kontakt med coronasmittede, ser man en markant forskel fra befolkningen.

Læger, sosusassistenter og jordemødre skiller sig således ikke ud i opgørelsen. I alt forventes mellem 25.000-30.000 at deltage i undersøgelsen af, hvor mange sundhedsfagligt ansatte, der smittes med coronavirus.

Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt