En ny undersøgelse fra den borgerligt-liberale tænketank Cepos peger ifølge Kristeligt Dagblad på, at omfordelingen gennem de kommunale udligningsordninger kommer udkantsområderne stadig mere til gavn - så meget at kommunernes serviceniveau nu har udviklet sig til at være højere i udkantskommunerne end i landets centerområder, mener Cepos med henvisning til Indenrigsministeriets egne tal.
Udviklingen skyldes dels fremgangen i beskæftigelse oven på finanskrisen, som har været stærkest i yderområderne, dels at stadig flere studerende flytter mod de større byer. Hermed bliver der færre af dem, der tjener mindst ude i yderområderne, og så stiger den gennemsnitlige indkomst, forklarer forskningschef Henrik Christoffersen, Cepos.
- Der har dermed udviklet sig stadig mere tydelige strukturelle problemer i landets yderområder, ikke mindst med de mange ældre og det faldende uddannelsesniveau, men vores undersøgelse viser klart, at velfærdsproblemerne er løst. Derfor er det et forkert håndtag, politikerne bruger, når de bliver ved med at skærpe udligningen mellem rige og fattige kommuner, siger Henrik Christoffersen til Kristeligt Dagblad.
'Udkantskommuner fastholdes i ineffektivitet'
- Meget tyder ligefrem på, at de ekstra udligningspenge er med til at fastholde udkantskommunerne i ineffektivitet. Samtidig straffer udligningen de mere effektive kommuner, siger Henrik Christoffersen.
Han peger på en anden undersøgelse fra Cepos, som viser, at en række af de kommuner, der modtager flest penge fra udligningen, samtidig er dem, der er mindst omkostningseffektive. Blev Brønderslev eksempelvis drevet lige så effektivt som Frederiksberg, kunne kommunen spare 354 mio. kr. årligt.
Det er dog helt hen i vejret at gøre tingene op på den måde, mener man i tænketanken 'Danmark på vippen', som arbejder for lige vilkår i hele Danmark. For når de unge forsvinder fra yderområderne, vender de sjældent tilbage, og derfor er den øgede velstand ikke et varigt sundhedstegn, men nærmere første skridt mod en endnu mere problematisk fremtid, mener talsmand Kim Ruberg:
- Det er noget vrøvl, at udligningsmodellen er usund for yderområder. Den er helt essentiel, hvis vi skal udvikle de dele af landet, som faktisk skaber værdierne. Det er jo her, landbruget og erhvervsproduktionen foregår, så det er den forkerte vej at gå, hvis man begynder at udsulte yderområderne yderligere, siger Kim Ruberg til Kristeligt Dagblad.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.












