dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Byrådsmedlem tiltales for at lade indsat se barns fødsel

Byrådsmedlem og betjent på Lolland Linda Sommer (K) lod mand i arresten følge sit barns fødsel på sin mobil
26. MAJ 2016 7.01

LOLLAND: Det konservative byrådsmedlem i Lolland Kommune Linda Sommer, der også er politibetjent, lod for cirka et år siden en indsat i arresten i Maribo følge med i hans kones fødsel på et nærliggende sygehus.

Manden fik lov at overvære den sidste del af fødslen på Linda Sommers mobiltelefon via videotjenesten Facetime. Det skriver BT.

Episoden faldt siden Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi for brystet, og der blev indledt en efterforskning af sagen. Ledelsen i politikredsen vurderede ifølge BT, at Linda Sommer 'trådte i tjeneste uden at have lov til det' og videregav fortrolige oplysninger.

Efterforskningen af sagen er nu mundet ud i en tiltale mod Linda Sommer.

En naturlig ting
Den 50-årige politibetjent og lokalpolitiker har arbejdet i politiet i 27 år. Hun mener på ingen måde, at hun har gjort noget forkert. Hun berettede da også om overværelsen af fødslen på politistationen umiddelbart efter besøget i arresten.

- For mig var det en helt naturlig ting at vise menneskelighed over for faderen i arresten, der ikke kunne være med til sit barns fødsel. Jeg havde oplyst arresten om, at man kunne ringe til mig, hvis fødslen gik i gang - jeg bor kun tre minutter fra arresten.

- Og da fødslen var i gang, filmede en af moderens veninder efter aftale den sidste del af fødslen, som faderen så kunne se via min mobiltelefon, siger Linda Sommer til BT.

Fem måneder efter episoden blev Linda Sommer suspenderet fra sit arbejde.

Hun skal efter planen for en domsmandsret tirsdag 7. juni ved Retten i Nykøbing Falster. 

Ritzau

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/byraadsmedlem-tiltales-for-at-lade-indsat-se-barns-foedsel

GDPR