MIDTJYLLAND: Ifølge tidsplanen skulle nøglerne til det nye hospital i Gødstrup overdrages til klargøring, test og træning i de nye lokaliteter dette efterår.
Men nu må Hospitalsenheden Vest og Region Midtjylland konstatere, at det går for langsomt med at få bygget hospitalet færdigt. Kun dele af byggeriet bliver frigivet i løbet af 2020, oplyser Region Midtjylland.
- Jeg er både ærgerlig og forbløffet over, at vi er kommet hertil. Jeg har svært ved at forstå, at tidsplaner ikke overholdes som forudsat. Den måde at arbejde på er stærkt utilfredsstillende, siger hospitalsdirektør Poul Michaelsen.
Derfor vil hospitalsenheden og regionen nu give hele rådgiverorganisationen i byggeriet et review.
- Vi skal finde ud af, om vi har det rigtige hold til at få arbejdet gjort effektivt. Om vi har de rigtige spillere på vores hold, uddyber Poul Michaelsen over for DK Nyt.
Rådgiverholdet består af:
- Inden udgangen af denne måned har vi som bygherre afklaret, om vores setup på rådgiversiden er solidt nok til at komme helt i mål. Vi skal meget snart kunne overtage et helt byggeri af god kvalitet, siger Poul Michaelsen.
Det er især de såkaldte installations- og apteringsentrepriser i byggeriets etape 1 med akutmodtagelsen, der er sakket bagud.
Hospitalsenheden er begyndt at uddele dagbøder til nogle af de firmaer, hvor kontrakterne giver mulighed for det, og flere andre firmaer vil ramme en termin 30. juni, hvor de også vil stå til dagbøder, oplyser hospitalsdirektøren.
Hvad forsinkelserne på byggepladsen betyder for den planlagte ibrugtagning af hospitalet, får regionsrådet en status på til oktober.
De afledte konsekvenser i forhold til Gødstrup-projektets anlægsøkonomi håndteres inden for projektets rammer. Den afledte driftsøkonomi ved forsinkelserne er på 14 mio. kr. om måneden efter 1. april 2021, oplyser regionen.