
Danskere søger i højere grad mod de større byer, end de har gjort tidligere. Det viser den årlige byopgørelse fra Danmarks Statistik, der viser, hvor danskerne bor.
42 pct. boede ved årsskiftet i byområder med mere end 50.000 indbyggere.
Det er en stigning på fem procentpoint siden 2015 og kan til dels forklares ved, at der også er blevet flere byer i den kategori.
Hen over de seneste ti år er byer som Roskilde, Herning og Silkeborg nemlig vokset sig så store, at de nu er kommet med.
Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv, peger desuden på, at det oftest er i de større byer, at de største danske eksportvirksomheder befinder sig.
- Der er simpelthen flere virksomheder i og omkring de større byer, der står stærkere i den globale konkurrence, skriver han i en kommentar.
Horsens overhaler Kolding
På top-listen finder man Horsens, der har 64.418 indbyggere. Det er næsten 8.000 flere end for ti år siden og betyder, at den østjyske by har overhalet Kolding og nu er landets syvendestørste by.
Ellers ser top-10-listen nøjagtigt lige sådan ud, som den gjorde for ti år siden.
Længere ned på listen rykker Silkeborg op som 11 fra en plads som nummer 14 i 2015, Viborg overhaler Fredericia som nummer 16, mens Hillerød overhaler Slagelse som nummer 21.
Af opgørelsen fremgår det også, at 11,2 pct. af befolkningen levede i landdistrikter ved årsskiftet. Det er 1,1 procentpoint lavere end i 2015. Samlet set udgør denne gruppe 671.948 personer og er defineret ved, at de bor i områder, der har færre end 200 indbyggere.
Der boede ved årsskiftet 5.992.734 indbyggere i Danmark, og det forventes, at befolkningstallet i løbet af 2025 vil runde 6 millioner.
De 20 største danske byer
Her er en liste over de 20 største sammenhængende byområder. I parentes ses placeringen i 2015:
1. (1) Hovedstadsområdet, 1.396.508 indbyggere.
2. (2) Aarhus, 301.049.
3. (3) Odense, 185.480.
4. (4) Aalborg, 121.878.
5. (5) Esbjerg, 71.554.
6. (6) Randers, 64.511.
7. (8) Horsens, 64.418.
8. (7) Kolding, 63.645.
9. (9) Vejle, 62.011.
10. (10) Roskilde, 53.354.
11. (14) Silkeborg, 52.571.
12. (11) Herning, 51.782.
13. (12) Hørsholm, 48.349.
14. (13) Helsingør, 48.134.
15. (15) Næstved, 45.199.
16. (17) Viborg, 43.645.
17. (16) Fredericia, 41.543.
18. (18) Køge, 38.506.
19. (20) Taastrup, 38.178.
20. (19) Holstebro, 37.487.
Kilde: Danmarks Statistiks byopgørelse.
/ritzau/esl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.