Bramsen positiv overfor at fremrykke dokport ved Lynetteholm

KORT NYT27. MAJ 2022 9.48

KØBENHAVN: Lynetteholm skal sikre København mod store oversvømmelser, hvis hovedstaden bliver ramt af stormflod. Men som planerne er i dag kommer halvøen ikke til at fungere som en klimasikring. Det vil det Radikale Venstre nu lave om på, skriver TV2 Lorry.

Partiets transportordfører, Rasmus Helveg Petersen (R), foreslår, at man fremrykker etableringen af en såkaldt dokport, som kan lukke vandet ude i tilfælde af stormflod. En rundringning, TV2 Lorry har foretaget, viser således, at Dansk Folkeparti, De Konservative, Socialdemokratiet og SF er positivt stemt overfor de Radikales forslaget. Transportministeriet skriver blandt andet i en mail til TV2 Lorry, at transportminister Trine Bramsen (S) er positiv over for forslaget.

For at Lynetteholm kan fungere som en klimasikring, skal der tilbygges en form for sluse eller dokport på tværs af den nordlige indsejling til Københavns Havn, som kan lukke vandet ude i tilfælde af stormflod. Og en sådan dokport er hverken vedtaget eller planlagt, som det ser ud i dag, fordi tanken indtil nu har været, at den først skal etableres om 15 til 20 år.

ka