Borgmestre i feriekommuner vil åbne grænserne for turister
Foto: Carsten Ingemann, Jyllands-Posten, Ritzau Scanpix

Borgmestre i feriekommuner vil åbne grænserne for turister

Turistindustrien kan blive hårdt ramt, hvis grænserne ikke åbner hen over sommeren, siger borgmestre.
29. APR 2020 6.41
TEMA: Corona

Flere borgmestre i landet kræver en dato for genåbning af de danske grænser af hensyn til sommerens turisme, skriver Politiken.

Det vil koste turistindustrien i Danmark dyrt, hvis tusindvis af udenlandske turister, der har booket danske sommerhuse og hoteller i sommerferien, ikke kan komme til landet grundet de lukkede grænser. Samtidig aner de danske værter ikke, om de kan ombooke til potentielle danske gæster.

Ringkøbing-Skjerns borgmester, Hans Østergaard (V), så gerne, at grænserne åbner allerede i morgen. Kommunen, der især tiltrækker turister i Hvide Sande og Søndervig, har hvert år cirka fire millioner overnatninger og en omsætning på fire mia. kr. på turisme.

- Det er specielt vigtigt at få en udmelding nu, fordi mange af sommerhusene er udlejet til tyskere, og de har fastholdt bookingerne. Men det er klart, de skal snart vide, om de kan komme på sommerferie. Vi står i et vadested og kan ikke agere. Vores erhverv og turisme styrtbløder lige nu, siger Hans Østergaard til Ritzau.

Nødt til at vente

Han understreger, at smittetrykket er lavt i Danmark. Desuden har hverken Sundhedsstyrelsen eller Statens Serum Institut anbefalet at lukke grænserne, pointerer han.

Også Hjørrings borgmester Arne Boelt (S) beder om en dato, ligesom han foreslår en regelændring, så et lejebevis på et sommerhus vurderes som et anerkendelsesværdigt formål til indrejse.

- Vi ser gerne, at man begynder at lægge sig fast på en dato. For Hjørrings vedkommende ser vi gerne en åbning senest 1. juli. Norge og Tyskland ligger lavere i smittetryk, end vi gør. Men hvis det allerede nu står klart, at det er helt urealistisk med en åbning, kan vi lige så godt få det meldt ud, så vi kan begynde at få nogle danskere ind, siger han til Politiken.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) forstår godt problematikken med bookede sommerhuse og hoteller, hvor gæsterne ikke kan få svar om indrejse.

- Det kan let blive et underligt løb om at leje sommerhuse. Men vi er nødt til at vente til 10. maj, før de næste initiativer til den her gradvise, forsigtige åbning bliver meldt ud. Vi træder forsigtigt, fordi vi bliver nødt til at se resultatet af de åbninger, der er sket, siger Nick Hækkerup til Politiken.

Ritzau

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt