HJØRRING: Borgmester i Hjørring Kommune, Arne Boelt, har gennem længere tid været udsat for grov chikane og er også blevet holdt op i sin bil og truet af maskerede mænd, oplyser han til DR Nordjylland.
Hele forløbet har rystet Arne Boelt dybt, og sagen er anmeldt til politiet, som stadig efterforsker sagen for at finde gerningsmændene.
- Jeg havde aldrig i mit liv forestillet mig, at det her kan ske for en borgmester i Danmark. Det kan simpelthen ikke passe, siger han til DR Nordjylland.
Hele forløbet startede i januar, hvor Arne Boelt var på vej hjem fra et møde i Hjørring i sin bil, hvor der pludselig kører en bil ind foran ham.
- Så stiger der en maskeret person ud og kommer hen til min bil. Jeg ruller faktisk selv vinduet ned, for jeg tænker ikke lige over, at der er noget farligt i situationen. Han siger så til mig, at 'hvis jeg ikke makker ret, så skal jeg kigge mig over skulderen i fremtiden,' fortæller Arne Boelt.
Den hændelse anmelder han straks til politiet.
Videoovervågning
De efterfølgende måneder følger en hel stribe af tilfælde af chikane.
Arne Boelt oplever to gange i juli og august, at flere hjulbolte på hans bil bliver skruet løs. Senere bliver der også smut hundelort på hans dørhåndtag til huset.
Derfor har han nu fået installeret videoovervågning ved sit hus.
- Det burde ikke være nødvendigt for at være borgmester i Hjørring, siger Arne Boelt.
Det, der især påvirker ham, er ikke så meget, at det går ud over ham selv, men at det også påvirker hans familie.
- Det allerværste er, at det også rammer min familie. Vi har været meget afventende med at sige det til børnene. Er det sikkert for dem og vores børnebørn at komme her? Det rammer mig dybt, siger han.
Ekstra patruljering
Politiet er fortsat i gang med efterforskningen i sagen. De har ved flere lejligheder sat ekstra patruljering ind ved Arne Boelts hus og møder, han har deltaget i.
- Vi har fortaget øget patruljering, og samtidig er vi i dialog med PET, siger Claus Danøe, Politiinspektør ved Nordjyllands Politi til DR Nordjylland.
Han betragter hele sagen som meget grov, især da der er tale om en politisk valgt person.
- Det, der skærper sagen, er, at det er en offentlig politisk person. Så vi tager sagen meget alvorligt. Det her vil vi simpelthen ikke acceptere, siger han.
Det kommende kommunalvalg gør også, at politiet har ekstra bevågenhed på sagen.
- Vi er selvfølgelig opmærksom på, at det er valgkamp nu og derfor en øget opmærksomhed fremad. Vi er i konstant dialog med PET, siger han.
Claus Danøe vil ikke udtale sig om, hvor langt politiet er i efterforskningen af sagen.
Ifølge DR Nordjyllands oplysninger, tyder det på, at chikanen udspringer af en sag, som i øjeblikket behandles i kommunen.
Borgere på gaden imod trusler og for lokaldemokrati
Sagen om trusler og chikane mod Arne Boelt betyder nu, at borgere går på gaden for at forsvare demokratiet. Derfor bliver der mandag eftermiddag kl.16 en demonstration midt i Hjørring.
Arrangør Søren Ottzen understreger, at der er tale om en generel manifestation for lokaldemokratiet og imod chikane:
- Det nytter forhåbentlig det, at vi ved at bruge vores ytrings- og forsamlingsfrihed markerer, at det er den vej, man skal gå. Det er ikke ulovlige metoder, man skal tage i brug for at få ret. Trusler kan vi ikke bruge til noget; det har vi set så mange andre steder i verden, siger Søren Ottzen.
Han er forstander på Vrå Højskole og altså medarrangør af morgendagens demonstration i Hjørring.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.