
Under kommunernes budgetforhandlinger har flere varslet og allerede besluttet at hæve skatten uden at få lov. Det er Frederiksberg, Rebild, Aalborg, Herning, Horsens, Slagelse, Tårnby og Vordingborg kommuner.
De varslede skattestigninger fik for to uger siden 16 jyske borgmestre til at lave en protestskrivelse til KL, da skattestigningerne forventeligt vil medføre en "dummebøde", også kaldet kollektiv skattesanktion, til alle landets 98 kommuner.
Ikast-Brandes borgmester Ib Lauritzen (V) forventer en regning på cirka 4,2 mio. kr. for, at andre kommuner hæver skatten. I et interview til podcasten Kort Fortalt fortæller han, at han frygter, at skattestigningerne kan medføre en skattespiral.
- Jeg tænker jo, at der er noget, der hedder nødvendighedens lov. Det vil sige, at hvis vi reelt set om to til tre år er ramt af sidste års skattestigninger, som også gav sanktioner, og dette års skattestigninger, og det beløber sig til noget, der minder om syv millioner. Så kan vi i Ikast-Brande Kommune jo blive tvunget ud i at hæve skatten for at betale den sanktion, siger Ib Lauritzen.
- Det virker jo helt akavet, fordi så får vi jo en skattespirat, hvor det handler om, at man begynder at hæve skatten for at betale sanktionerne. Jeg ser, at hvis ikke det her på en eller anden måde flader ud, og vi finder nogle løsninger på det, så bliver det her enden på det. Fordi vi kan ikke forestille os, at vi vil kunne spare os ud af sanktionerne og dermed stille vores borgere med en lavere service i alt fremtid, fortsætter han.
Borgmestermøde i KL
Fik du mulighed for at lufte de frustrationer og de spørgsmål, som I skrev om i henvendelsen, til borgmestermødet i KL den 26. september?
- Ja, og det var der flere, der fik mulighed for at få luftet. Og derfor havde vi en god snak om det internt i KL, at her er en problemstilling, som er svær at håndtere.
Kan du fortælle noget om, hvad blev løsningen eller konklusionen på den snak?
- Ja, men man kan ikke lave løsninger på sådan et møde, men man kan få givet nogle tilkendegivelser af sine synspunkter. Og det er jo klart, at når så KL sender et brev ud, hvor de siger: Kunne dem, der hæver skatten, ikke godt overveje at hæve den knap så meget? Og i næste sætning: De kommuner, som egentlig har råd til at sænke skatten en lille smule, kunne de ikke overveje at gøre det nu? Fordi begge dele løser nemlig problemet, siger Ib Lauritzen.
Du kan lytte til hele afsnittet med Ikast-Brandes borgmester Ib Lauritzen i det nyeste afsnit af Kort Fortalt: En for alle, men alle for sig selv?
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.