Børn, der kommer fra hjem med færre ressourcer, har højere risiko for at få astma end børn fra hjem med en høj indkomst. Det viser et nyt europæisk studie, som Københavns Universitet (KU) står i spidsen for.
Studiet har undersøgt risikoen i flere europæiske lande –- Danmark, Holland, Spanien, Norge, Storbritannien og Frankrig.
I gennemsnit har børn af mødre med en kort eller mellemlang uddannelse 17 procent højere risiko for at få astma end børn af mødre med en lang uddannelse.
Uligheden varierer i de forskellige lande.
Lavest ulighed i Danmark
Danmark er det land i undersøgelsen med den laveste grad af ulighed for udvikling af astma blandt børn. Her er der syv procent forhøjet risiko.
Ifølge Angela Pinot de Moira, som er gæsteforsker ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på KU og forfatter til studiet, ses et ensartet mønster på tværs af Europa.
- Selv om uligheden ikke er lige stor i alle lande, er det overordnede billede det samme – selv i et land som Danmark med et stærkt socialt sikkerhedsnet, siger hun i en pressemeddelelse.
I Frankrig er uligheden størst med 61 procent højere risiko for udvikling af astma hos børn fra familier med lav indkomst.
Rygning og amning
Studiet peger på, at uligheden kan forklares ud fra flere faktorer: rygning under graviditeten, længden af ammeperiode og fødselskomplikationer som for tidlig fødsel, lav fødselsvægt og kejsersnit.
Især graden af rygning og længden på ammeperioden er socialt betinget i alle lande.
Faktorerne er også flettet ind i hinanden. Hvis man for eksempel ryger under graviditeten, er der større sandsynlighed for, at man føder for tidligt.
Uligheden kan dog ikke udelukkende forklares ud fra de ovenstående faktorer, siger Angela Pinot de Moira.
- Vores resultater tyder på, at andre risikofaktorer –- som for eksempel kunne være luftforurening og indeklima i hjemmet – muligvis spiller en større rolle i de lande, hvor uligheden er størst, end i lande som Danmark med en mindre grad af ulighed, siger hun.
Astma er den mest udbredte kroniske sygdom blandt børn i Danmark. Det anslås, at cirka ti procent af danske børn i skolealderen lider af astma.
Studiet tager udgangspunkt i flere end 100.000 mor-barn-par. Omkring 30.000 af dem kommer fra Danmark.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.