dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Nonnebakken i Odense skal gøres synlig.
Erik Brandt Dam Arkitekter

Blåtands vikingeborg i Odense skal synliggøres for millionbeløb

Nonnebakken i Odense er den mindst synlige ringborg, men et projekt for 26 millioner kroner skal ændre det.
4. FEB 2025 11.36

ODENSE: Ringborgen Nonnebakken midt i Odense kan se frem til en overhaling på 26 millioner kroner. Vikingeborgen skal i højere grad synliggøres og formidles, og projektet kan hurtigt blive sat i gang.

Det skriver Odense Kommune i en pressemeddelelse.

Danmark har i alt fem ringborge fra vikingetiden, og Nonnebakken i Odense er den mindst synlige. Pengene skal derfor gå til at, ringborgens vold markeres med brede bånd i stål.

Borgen markeres også i fortovene ved hjørnet af Allégade og Hunderupvej i Odense midtby. Der vil desuden blive lavet en stor bronzemodel af ringborgen, der skal placeres i parken over for Nonnebakken.

Ti millioner kroner kommer fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond, mens 3,7 millioner bevilges fra Augustinus Fonden. Odense Kommune støtter selv projektet med 12,4 millioner kroner. Arbejdet med at formidle og gøre ringborgen mere synlig forventes at være afsluttet i efteråret 2026.

Verdensarv

Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), er glad for, at byen får styrket fortællingen om "vikingerne som en del af Odenses DNA".

- Ringborgens placering midt i byen fortjener opmærksomhed og bidrager til fortællingen om Odense som et strategisk vigtigt punkt - i vikingetiden og i dag, siger borgmesteren i pressemeddelelsen.

Nonnebakken i Odense blev opført omkring år 980 af Harald Blåtand som en del af rigets forsvar og som en serie af i alt fem ringborge. De øvrige borge er Trelleborg ved Slagelse, Aggersborg ved Limfjorden, Fyrkat ved Hobro samt Borgring ved Køge.

I 2023 blev de fem danske ringborge fra vikingetiden optaget på Unescos verdensarvsliste.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/blaatands-vikingeborg-i-odense-skal-synliggoeres-for-millionbeloeb

GDPR