dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Beskæftigelsen stiger for 14. måned i træk

Antallet af lønmodtagere steg med 16.000 fra februar til marts. Det er 14 måneder i træk, at den stiger.
20. MAJ 2022 9.30

Jobmarkedet fortsætter den tendens, der har præget se seneste mange måneder på det danske arbejdsmarked.

Der kommer flere og flere i job. Tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af lønmodtagere blev øget med 16.000 fra februar til marts og nu udgør 2.947.000, når man korrigerer for sæsonudsving. Ser man på den private sektor, er der kommet 15.000 flere lønmodtagere siden februar måned. I samme periode er der kommet 2.000 flere offentligt ansatte.

Dermed er beskæftigelsen steget 14 måneder i træk, og der er nu 145.000 flere ansatte end før coronakrisen, konstaterer Sydbanks seniorøkonom, Mathias Dollerup Sproegel.

- Arbejdsmarkedet fortsætter med at være solskinshistorien i dansk økonomi. Foruden en rekordhøj beskæftigelse er ledigheden også tæt på bundrekorden fra 2008. Det fortæller, at arbejdsstyrken over de seneste år er blevet udvidet en del. Det skyldes tidligere politiske reformer og en aktiv indsats for at bringe alle ledige hænder i dansk økonomi i spil, skriver han i en analyse.

Tilfreds minister

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) glæder sig over, at flere er blevet del af "det arbejdende fællesskab":

- Dansk økonomi står fortsat stærkt trods vanskelige tider. Det er ikke kommet af sig selv, men skyldes blandt andet, at regeringen har ført en ansvarlig og retfærdig økonomisk politik. Situationen i Ukraine sætter sine spor - både i Danmark og resten af verden. Forbrugerpriserne er steget kraftigt, og det mærker alle danskere i deres daglige indkøb og månedlige regninger. Det er regeringen meget opmærksom på og der står allerede initiativer klar til at hjælpe de grupper af borgere, som rammes særligt hårdt, siger Hummelgaard i en kommentar til tallene.

Ser man på, hvilke brancher der specielt har oplevet vækst i beskæftigelsen i marts, er det særligt hoteller og restauranter, der med mere end 5500 nyansatte og en jobvækst på 4,6 procent trækker læsset.

Men også inden for kultur- og fritidsområdet er der sket en mærkbar fremgang, idet antallet af beskæftigede her er vokset med 3,3 procent. Det svarer til cirka 1900 personer.

Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/beskaeftigelsen-stiger-for-14-maaned-i-traek

GDPR