Det danske arbejdsmarked fortsætter sit rekordridt med endnu en stigning i beskæftigelsen.
I oktober steg antallet af lønmodtagere således med 3.500. Det betyder, at der var 3.072.000 personer med et lønmodtagerarbejde i Danmark. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Beskæftigelsen er således steget 22 måneder i træk. I oktober er det især i de private virksomheder, at der er blevet ansat flere folk. I virksomheder og organisationer steg antallet af lønmodtagere med 2.700 personer i oktober.
I det offentlige steg antallet af lønmodtagere med 800 personer. Samlet set er beskæftigelsen steget med 39.000 personer i år, hvilket svarer til en stigning på 1,3 procent.
Fremgangen er sket i en periode, hvor væksten i medicinalsektoren er bremset op, og eksportvirksomheder har været ramt af højere amerikansk told. Det påpeger Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv.
- Den fortsatte fremgang i beskæftigelsen er stærkt imponerende og vidner om, at der i øjeblikket er et bredt vækstmomentum i dansk økonomi, skriver han i en kommentar.
Seniorer trækker tallene op
Han fremhæver, at der særligt er kommet flere ansatte inden for hotel- og restaurationsbranchen samt inden for rengøring og i vikarbureauer.
Den seneste tid har den stigende beskæftigelse især været trukket af, at flere ikkevestlige indvandrere er kommet i arbejde, samtidig med at flere seniorer vælger at arbejde, efter at de har nået pensionsalderen.
Således passerede antallet af personer over folkepensionsalderen, som har et lønmodtagerjob, for første gang 100.000 personer i oktober.
Ledigheden er også stigende, dog i et noget lavere tempo. I november steg antallet af ledige med 500 til 88.600 fuldtidspersoner.
Ledighedsprocenten holder sig uændret på 2,9 procent af arbejdsstyrken. Mens antallet af ledige på kontanthjælp er steget med 700 personer, er der kommet 200 færre på dagpenge.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.













