Begravelses-kø truer - kirker forbereder sig på travlhed

Hvis antallet af dødsfald stiger voldsomt, kan det give problemer for landets kirkesogne. Aarhus Stifts kapeller og køleanlæg har ikke kapacitet til en ekstraordinær situation som følge af corona-pandemien.
19. MAR 2020 15.15
TEMA: Corona

Nøjagtig som hospitalerne forbereder sig på, at coronavirusset vil give ekstrem travlhed, forbereder kirkerne sig på det samme.

Et større antal mennesker end vanligt vil dø som følge af corona, og det kan give kapaciteten i landets kirker og de tilhørende kapeller og køleanlæg under pres. Det fortæller biskop i Aarhus Stift Henrik Wigh-Poulsen:

- Vi har kapacitet til normale tilstande, men vi har ikke kapacitet til en ekstraordinær situation. Når det begynder at presse på for alvor, så har vi et problem, siger han til TV2 Østjylland.

Corona har allerede kostet seks menneskeliv i Danmark, men det er endnu svært at forudse, hvor mange der vil miste livet som følge af sygdommen.

Ifølge en rapport fra Sundhedsstyrelsen fra 10. marts forventes pandemien at koste mellem 1.680 og 5.600 danskere livet. Hvert år dør normalt mellem 50.000 og 55.000 danskere ifølge Danmarks Statistik, og corona-tabene kommer altså oveni.

Kølekapaciteten kommer under pres
Lige nu er Aarhus Stift derfor ved at danne sig et mere nøjagtigt overblik over kølekapaciteten ude i de enkelte provstier. Stiftet anslår lige nu, at der formentlig er omkring 100 kølebokse i hele området. Det er meget forskelligt, hvor stor kapacitet de enkelte kirker og sogne har.

Aarhus Domsogn har ingen kølepladser. Her har man, ifølge stiftskontoret, tidligere benyttet sig af Kommunehospitalet, men anvender nu sygehuset i Skejby.

- Det er muligt at have en afdød liggende i køleboks i normalt otte dage. Et tidsrum, som kan forlænges til 14 dage, hvis det er nødvendigt, men ikke længere. Og i den nuværende situation kan vi få stort pres på vores begrænsede kapacitet, fortæller Henrik Wigh-Poulsen.

Opfordrer til kremering
- Derfor vil det i den kommende tid være oplagt at vælge bisættelse i stedet for begravelse. Det er helt op til de efterladte hvilken afsked, de ønsker med deres afdøde. Vi vil ikke tvinge nogen, men vi opfordrer til kremering.

På grund af coronaudbruddet tilbyder kirkerne i Aarhus Stift også, at mindehøjtideligheder og jordpåkastelse kan udskydes. Dette hvis man ønsker en større højtidelighed med mange forsamlede.

Ifølge de seneste retningslinjer fra biskopperne og Kirkeministeriet er netop bisættelser og begravelser undtaget forbuddet om at forsamles mere end ti personer.

I stedet vil det afhænge af kirkens størrelse, således at deltagere i følget kan sidde med god afstand mellem sig. Men uanset om den afdøde skal bisættes eller begraves, vil mindehøjtideligheden lige nu altså skulle foregå i en reduceret udgave og under skærpede hensyn til hygiejne.

Størsteparten af danskere bliver i dag kremerede og derefter bisat, men der er stadig en stor del, særligt på landet og i den ældre del af befolkningen, hvor begravelser, altså i kiste, er udbredte.

MG

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt