Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job
Copenhagen Historic Grand Prix er et af de kulturarrangementer, der har fået lov at opkræve billetindtægter, selvom det afholdes på offentlig vej.
Foto: Per Soerensen Photography, Ritzau Scanpix

Forslag:
Arrangementer på offentlig vej må gerne koste penge

København vil godkende, at kulturarrangementer på offentlig vej gerne må koste entré for at kompensere coronatab, selvom modstandere mener, at det er at drive profit på fælles byrum.

KØBENHAVN: De manglende indtægter i 2020 på grund af coronaaflysninger skal kunne kompenseres med entreindtægter - også på offentlig vej.

Det er der lagt op til i København, der tidligere ellers kun har tilladt det ved Distortion og Copenhagen Historic Grand Prix og på betingelse af, at der også har været gratis aktiviteter på programmet.

Det fremgår af dagsordenen for næste uges møde i Teknik- og miljøudvalget.

Op til beslutningen har kommunen modtaget en lang række høringssvar - nærmere bestemt 16 sider. Blandt andet fra private borgere, der overvejende er negative over for forslaget og peger på, at det vil gøre områderne ekskluderende og konkurrenceforvridende i jagten på "at profitere på vores fælles byrum", lyder det fx i et svar. "Private projektmagere skal ikke nægte folk adgang til det offentlige rum for at kradse profit hjem til dem selv," lyder et andet.

Anderledes positivt lyder det blandt andet fra Dansk Live - interesseorganisation for festivaler og spillesteder - og samlet er der af de i alt 37 svar da også 20 positive tilkendegivelser. 

Coronasærordning

Forvaltningen indstiller derfor, at der indføres en særordning for 2021, så arrangører af kulturarrangementer får mulighed for at opkræve entréindtægter ved arrangementer på offentligt vejareal.

I oktober sidste år lagde De Radikale forslaget på bordet med begrundelse i den økonomiske usikkerhed, og for at arrangementer bedre kan afholdes inden for de gældende afstandskrav.

En mulig indtjening på entréen skal give øget incitament til at afholde flere kulturarrangementer i byen, og en række kriterier skal opfyldes, fremgår det af dagsordenen. Bl.a. skal lokale borgere have direkte adgang til deres bolig og erhvervsdrivende til deres forretninger uden at skulle passere gennem det afspærrede område.