Aros aflyser skulpturer efter nej til tilskud

KORT NYT4. OKT 2019 9.05

AARHUS: Efter flere skulpturudstillinger langs stranden og i Marselisborgskovene i perioden 2009-2017 er det slut. I hvert fald for denne gang. For Aros aflyser den ellers planlagte udendørs udstilling i sommeren 2020. Det sker som en direkte konsekvens af, at partierne i Aarhus Byråd ikke har villet støtte udstillingen i 2020, skriver Aarhus Stiftstidende.

Museet havde brug for et tilskud på 13 mio. kr. til udstillingen, der havde et rekordstort budget på i alt 33 mio. kr. Samtidig afstod politikerne fra et ønske om at hæve museets kassekredit fra otte til 12 mio. kr. Museet skulle altså ud og finde 22 mio. kr., og da byrådet med budgetforliget afslår at hjælpe, har museet gjort kort proces og aflyst kunstudstillingen i byrummet og i Marselisborgskovene.

- Den 20. september blev det offentliggjort i budgetforliget for Aarhus Kommune 2020, at der ikke bliver givet økonomisk støtte til Aros Triennal i 2020. Dette betyder, at triennalen (udstilling som vises hver tredje år, red.) mod vores forventninger er aflyst næste år. Derfor kommer der ikke en kunstudstilling i byrummet og i Marselisborgskovene i sommermånederne 2020. Det har været en svær beslutning for Aros, og vi håber stadig, at triennalen gennemføres i 2023, siger museets direktør Erlend Høyersten.

MG

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt