
SLAGELSE: Slagelse Kommune har i samarbejde med Nationalmuseet fundet det team, der skal føre visionerne ud i livet og genskabe en rekonstruktion af et udsnit af vikingeborgen Trelleborg. Bertelsen & Scheving Arkitekter har dannet et team der består af arkæolog og bygningshistoriker Thomas Bertelsen, Skanding Ingeniører Aps, det rådgivende ingeniørfirma Gert Carstensen A/S og landskabsarkitekterne 1:1 Landskab.
- Vi er glade og stolte over at få muligheden for at være en del af tilblivelsen af Den Genskabte Borg og går til opgaven med stor respekt og ydmyghed. Vores tegnestue har i mange år arbejdet indgående med restaurering af blandt andet landets slotte og kirker, og bevarelse og formidling af Danmarks kulturarv er en meget vigtig del af tegnestuens DNA. Derfor glæder vi os til at påbegynde dette unikke projekt, siger Jens Bertelsen, indehaver af Bertelsen & Scheving Arkitekter.
- Med rekonstruktionen får vi endelig mulighed for at give vores gæster en enestående helhedsoplevelse - en oplevelse, hvor vikingeborgens liv genskabes og levendegøres i unikke og autentiske rammer. Vi vil lade gæsterne opleve vikingetiden fuldt ud på egen krop og med alle sanser, siger Anne-Christine Larsen, museumschef på Museet ved Trelleborg.
Færdig i 2022
Den 1.000 år gamle vikingeborg er et af Nordens vigtigste fortidsminder, og Trelleborg betragtes i dag som en af grundpillerne i samlingen af det danske rige. Borgen er opført af Harald Blåtand omkring år 980, og er den bedst bevarede, bedst befæstede og mest spektakulære af Blåtands fem ringborge.
På Den Genskabte Borg vil de besøgende få unikke oplevelser og selv blive en del af historien. Når den forventes at stå færdig 2022, kan man opleve et udsnit af den oprindelige Trelleborg, som bliver Danmarks første rekonstruerede vikingeborg af trelleborgtypen med tilhørende langhuse bygget ud fra den nyeste arkæologiske og historiske viden. Den Genskabte Borg bygges i sin oprindelige størrelse.
Nu påbegyndes planlægning og projektering af det store projekt med forventet åbning af det nye Trelleborg i 2022. De første etaper af Ny Trelleborg-projektet er støttet af Augustinus Fonden og Bank Trelleborg Fonden. Ny Trelleborg Oplevelses- & Videncenter søger fortsat fondsfinansiering på cirka 45 mio. kr. for at kunne realisere hele projektet.
MG
Om Ny Trelleborg Oplevelses- og Videnscenter
- Med et årligt besøgstal på 70.000- 80.000 er Trelleborg Danmarks tredje mest besøgte vikingeattraktion.
- Når Ny Trelleborg Oplevelses- & Videncenter står klar i 2022 er det ikke blot planen, at det vil tiltrække endnu flere besøgende fra ind- og udland, men at det også vil være et lokalt og regionalt tilløbsstykke blandt skoler og uddannelsesinstitutioner.
- Bag projektet står Slagelse Kommune, som har afsat 25 mio. kr. til udviklingen af det nye Trelleborg i samarbejde med Nationalmuseet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.