HOVEDSTADEN / HØRSHOLM / HELSINGØR: Anne Ehrenreich (V) afløser Hans Andersen (V), som er trådt ud af regionsrådet i en periode på grund af sit nylige valg til Folketinget og medlemskab af Helsingør Byråd, oplyser regionen.
50-årige Anne Ehrenreich er uddannet jurist og HD i Udenrigshandel og mangeårig chefkonsulent i Udenrigsministeriet, hvor hun bl.a. har beskæftiget sig med Afrika og EU spørgsmål. Hun har tidligere været undervisningsassistent i EU-ret på Københavns Universitet.
Anne Ehrenreich er tillige medlem af Hørsholm Kommunalbestyrelse, hvor hun er gruppeformand for Venstres gruppe.
I regionsrådet overtager hun Hans Andersens post som medlem af den politiske følgegruppe, der skal følge planlægnings- og byggeprocessen omkring det nye hospital i Nordsjælland.
Endelig overtager Michael Lange (V) Hans Andersens plads i regionens forretningsudvalg.
ka