Advokat skal til bunds i grænseoverskridende adfærd fra Frank Jensens side
Nuværende såvel som tidligere ansatte og folkevalgte kan nu henvende sig anonymt til advokatfirmaet Kromann Reumert angående grænseoverskridende adfærd fra Frank Jensen.
Foto: Philip Davali, Ritzau Scanpix

Advokat skal til bunds i grænseoverskridende adfærd fra Frank Jensens side

Borgerrepræsentationen har sat Kromann Reumert til at undersøge beskyldninger mod den forhenværende overborgmester - fra 2010 til 2020.

KØBENHAVN: Borgerrepræsentationen har nu sat gang i en advokatundersøgelse vedrørende beskyldninger om grænseoverskridende adfærd fra forhenværende overborgmester Frank Jensens (S) side, oplyser kommunen.

Undersøgelsen gennemføres af advokatfirmaet Kromann Reumert, som skal foretage en faktuel undersøgelse af følgende tre emner:

1) Efter økonomiforvaltningens julefrokost i 2011 har flere medier beskrevet, at Frank Jensen udviste en upassende adfærd. Kromann Reumert skal undersøge og oplyser, hvordan sagerne efter julefrokosten blev håndteret.

2) Jyllands-Posten omtalte 16. oktober 2020 en krænkelse af et kvindeligt medlem af Borgerrepræsentationen i 2017. Kromann Reumert skal søge at afdække dette forløb nærmere og herunder undersøge, hvordan sagen blev håndteret.

3) Kromann Reumert skal undersøge, om der er andre episoder, hvor ansatte eller folkevalgte i kommunen har oplevet grænseoverskridende adfærd fra overborgmesteren.

Undersøgelsen skal både afdække omfanget af sager, der måtte være blevet meldt til en overordnet, og give nuværende såvel som tidligere ansatte og folkevalgte mulighed for at stå frem, hvis de har oplevet grænseoverskridende adfærd fra overborgmesterens side. Undersøgelsen skal omfatte perioden 1. januar 2010 frem til den 29. oktober 2020.

ka

Se kommissoriet for undersøgelsen.

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev