Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job
Foto: Region Nordjylland

Aalborg Sygehus Nord solgt til byudvikling, rømmes i 2023

Salgssummen 225 mio. kr. går til medfinansiering af det nye Aalborg Universitetshospital.
27. JAN 2021 10.56

AALBORG / NORDJYLLAND: Region Nordjylland har indgået en salgsaftale om Aalborg Sygehus Nord, det oprindelige kommunehospital centralt i Aalborg. Ny ejer bliver ejendomsselskabet Søren Enggaard A/S, der tidligere har byudviklet området, hvor den daværende eternitfabrik lå.

Ejendommen med 45.000 kvadratmeter bygninger og 10.000 kvadratmeter kælder overtages, som den er og med den nuværende lokalplan som plangrundlag. Det er op til Søren Enggaard A/S i samarbejde med Aalborg Kommune at udvikle lokalplan, ligesom det er køber, der står for udviklingen af et fremtidigt byggeri på området.

Prisen for sygehusområdet er 225,8 mio. kr., hvilket gør handlen til en af de største i Aalborg i nyere tid. Salgssummen indgår i medfinansieringen af det nye Aalborg Universitetshospital i Aalborg Øst.

Overtagelsen sker, når Region Nordjylland er flyttet ud af sygehusbygningerne og har tømt dem for inventar. Det forventes at ske i begyndelsen af 2023.

Senere venter et salg af Aalborg Sygehus Syd, det oprindelige amtssygehus. Også det skal indgå i den regionale medfinansiering, men det har længere udsigter. Dele af Sygehus Syd vil fortsat være i brug frem til 2030.

mk