dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Løkke om regioners skæbne: Uvisheden er mit ansvar

Tanker om store ændringer i sundhedsvæsnet har skabt utryghed internt i Venstre, erkender statsministeren.
12. JAN 2019 0.15

Venstres ideer til en reform af sundhedsvæsenet har været omdrejningspunkt for det hovedbestyrelsesmøde, som partiet har afholdt fredag aften. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) erkender, at diskussionen om sundhedssystemet - og herunder regionernes fremtid - kommer for sent.

- Der har været en kritik af nogle tanker, jeg har, som ikke har været foldet ud. Vi har haft et rigtig godt møde i Venstres hovedbestyrelse. Det skulle vi bestemt have haft noget før, siger Lars Løkke Rasmussen.

Mødet fandt sted, efter at højtstående medlemmer af Venstre har ytret bekymring om, at regionerne kan risikere at lade livet i regeringens kommende sundhedsreform. Det er resten af blå blok fortaler for.

Regeringens udspil ventes inden for et par uger. Det er offentligt kendt, at statsministeren selv er fortaler for at nedlægge de nuværende regioner, der blandt andet står for driften af landets sygehuse.

- Når man leger med tanken om at lave om på noget kendt, skaber man en naturlig utryghed, og det er sådan set mit ansvar, at den utryghed vokser frem på en måde, hvor der ikke er noget at spejle sig i. Altså, hvad er det egentlig, regeringen vil, siger Lars Løkke Rasmussen.

Direkte adspurgt vil han dog ikke svare på den del endnu.

Men han fremhæver, at der med et stærkt stigende antal ældre de kommende år bliver et stort behov for ændringer i sundhedsvæsenet. Og det er der generelt enighed om i Venstre.

- Hvis ikke vi får rokket lidt ved opgavefordelingen i sundhedsvæsenet - så vi rykker opgaverne tættere på der, hvor borgerne bor ude i kommunerne, ude ved den alment praktiserende familielæge, får investeret mere i sundhedshuse - så kommer læsset til at vælte. Et fuldstændigt enigt Venstre deler analysen om, at noget skal der ske, siger Lars Løkke Rasmussen.

Danske Regioners formand Stephanie Lose, der også er Syddanmarks regionsrådsformand og medlem af Venstres hovedbestyrelse, har tidligere kritiseret statsministerens tanker om at nedlægge regionerne.

- Jeg havde ønsket mig, at vi havde haft den drøftelse, vi har haft i aften, på et langt tidligere tidspunkt, sagde Stephanie Lose i en pause fra mødet.

Lars Løkke Rasmussen stod som sundhedsminister selv i spidsen for oprettelsen af Danmarks fem regioner tilbage i 2007.

Ritzau

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/lkke-om-regioners-skaebne-uvisheden-er-mit-ansvar

GDPR