Nyt rådhus skal være synligt vartegn og udflugtsmål
Foto: PLH Arkitekter

Nyt rådhus skal være synligt vartegn og udflugtsmål

PLH Arkitekter har fået førstepræmie i indbudt konkurrence om Fremtidens Rådhus i Høje-Taastrup.
7. JAN 2019 10.23

HØJE-TAASTRUP: I samarbejde med Cowi og ALL har PLH Arkitekter fået førstepræmie i kommunens konkurrence om at tegne Fremtidens Rådhus i Høje-Taastrup, oplyser firmaet. Rådhuset skal samtidig kickstarte udviklingen af den nye bydel 'Høje-Taastrup C', der blandt andet skal etablere et nyt bycentrum, som skal binde hele Høje-Taastrup sammen.

Rådhuset bliver placeret som et tårn og synligt vartegn midt i det grønne strøg i Høje-Taastrup C's nye bypark mellem City 2 og den fremtidige nye by.

Terrasse, soldæk og opholdssteder omkranser huset i førstesals højde i et plateau, der inviterer indenfor og 'trækker parken op omkring bygningen' via fire trapper, lyder det blandt andet i arkitektfirmaets beskrivelse. Trapperne er udformet som aktivitetstrapper, der indbyder til leg, aktiviteter og rekreativt ophold.

Rådhuset opføres i ni etager. I de to nederste bliver de borgerrettede funktioner placeret – henvendt til offentligheden. I stueetagen ligger ankomst, jobcenter, registrering og en stor del af husets mødecenter. En stor trappe skal lede fra det centrale atrium op til 1. sal, til kantine og mødecenter. Trappen kan fungere som samlingspunkt og mødested ved større arrangementer. Fra førstesalen er der adgang til det omkransende plateau udført som en aktiv terrasse omkring bygningen og med udsigt over parken. De næste seks etager indeholder fleksibelt indrettede arbejdsområder organiseret omkring et samlende atrium.

På 9. og øverste etage er byrådssal, møde- og undervisningslokaler samt udsigtslounge placeret. Fra etagen bliver der adgang til et offentligt tilgængeligt taglandskab, hvor borgerne kan samles til arrangementer og nyde udsigten over byen – også udenfor almindelig åbningstid. Dermed bliver rådhuset ikke kun et synligt vartegn og pejlemærke - men også et udflugtsmål og udsigtspunkt.

ka

 

 

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt