
FREDERICIA: Et enigt byråd i Fredericia Kommune har på et ekstraordinært byrådsmøde mandag aften besluttet, at der skal etableres en ny koncernmodel i kommunen, som skal give en besparelse på 8 mio. kr.
I den forbindelse har kommunen valgt at nedlægge stillingen som direktør for vækst, en lederstilling og en stilling som administrativ konsulent, mens kommunen samtidig forventer, at der kan 'høstes (...) gevinster ved udbud af it, reduktion af puljer og effektiviseringer af stabe,' viser materialet fra byrådsmødet.
Den nye model deler kommunen op i seks koncernområder og fire stabe og træder i kraft 1. januar 2019.
Derfor går kommunen nu i gang med at implementere den nye struktur, som er udarbejdet med hjælp fra konsulentfirmaet Muusmann og høringssvar fra politikere, ledelse og medarbejdere - som dog kun fik fire dages høringsfrist.
- Det var en bunden opgave til kommunaldirektøren at komme med et oplæg til en mere effektiv struktur, som skal udløse en besparelse på otte mio. kr. De penge har vi i budgettet allerede øremærket og anvendt til ekstra velfærdsydelser i 2019, så derfor var det vigtigt, at strukturen kom på plads inden årsskiftet, siger borgmester Jacob Bjerregaard (S) til Fyens Stiftstidende.
Den nye koncernmodel betyder også, at kommunen skal på jagt efter en chef for Teknik og Miljø samt Social og Beskæftigelse, fremgår det af materialet.
Ifølge borgmester Jacob Bjerregaard skal manøvren - udover millionbesparelsen - skabe 'en mere effektiv ledelse og flere penge til velfærd og udvikling'.
- Samtidig kommer byrådet og udvalgene tættere på driften, og vi skaber bedre forudsætninger for et tæt samarbejde mellem politikere, ansatte og borgerne, siger borgmesteren.
'Kritisabel', 'urimelig' og 'presset'
Det er dog ikke alle, der er tilfredse med den fart, som kommunen har hastet forslaget igennem med. Ifølge en orientering om de planlagte ændringer, som dknyt har gennemgået, blev koncernmodellen præsenteret for Økonomiudvalget den 10. december.
Herefter blev ændringerne sendt i høring i kommunens MED-system. Blot fire dage efter - den 14. december - var der frist for høringsprocessen, og det har rejst hård kritik fra flere personalegrupper.
'Svarfristen har været voldsomt presset, og materialet svært at forholde sig til,' skriver eksempelvis misbrugscenterets medarbejdere i et høringssvar.
Hos Børn og Unge bliver høringsfristen betegnet som 'urimelig kort tid til behandling af en så omfattende ændring af den øverste ledelse i kommunen.' Her var man slet ikke klar over, at afdelingen var omfattet af ændringerne, lyder det.
I høringssvaret fra de HK-ansatte og socialrådgivere i Arbejdsmarkedsafdelingen og Voksenservice bliver processen betegnet som 'kritisabel, og 'med manglende respekt for og indflydelse fra både medarbejdere og den nære ledelse'.
Her fremhæver de ansatte, at det 'flere steder' i kommunaldirektørens oplæg til organisationsændringen fremgår, at 'der er sket medinddragelse i vid udstrækning'.
'Det undrer os, da hverken medarbejderrepræsentanter eller den nære ledelse før tirsdag d. 11. 12. 2018 blev gjort bekendt med, at der var tale om en total organisationsændring, da oplægget indtil da har været, at der udelukkende var tale om en omorganisering af fagafdelinger', lyder det i høringssvaret.
Kommunaldirektør 'noterer' sig kritikken
Kommunaldirektør Annemarie Schou Zacho-Broe udtaler i en pressemeddelelse, at hun 'noterer' sig 'kritikken af den korte høringsperiode', men at hun er 'glad for den store interesse og de mange konstruktive input fra medarbejderne'.
På trods af den korte frist er der således kommet en række høringssvar, heriblandt fra Seniorrådet, som havde bedt om, at de kommunale aktivitetscentre ikke blev flyttet væk fra senior- og handicapudvalget og til kultur- og idrætsudvalget.
- Byrådet har lyttet til bekymringerne fra Seniorrådet om det faglige sammenspil med faggrupper som forebyggere, demenskonsulenter og fysioterapeuter og har besluttet at fastholde aktivitetscentrene i koncernområdet Senior og Handicap, siger Annemarie Schou Zacho-Broe.
Ifølge materialet til byrådet skal kommunen i den kommende tid forhandle fratrædelser på plads med direktøren og lederen, som er ansat i to af de tre stillinger, som nu bliver nedlagt.
Den nye organisation vil fremover bestå af følgende:
De fire nye koncernområder:
- Senior og Handicap
- Social og Beskæftigelse
- Børn og Unge (bestående af de eksisterende fagafdelinger Børn og Unge samt Familie- og Børnesundhed)
- Teknik og Miljø
De fire nye stabe:
- Økonomi og Personale
- Politik og Kommunikation
- Kultur og Idræt
- Velfærdsinnovation og Sundhed
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.