Vesthimmerland udfordret af kreativ og upopulær skrothandler
Billedet er fra en skrothandler i Spentrup.
Foto: Lars Rasborg, Ritzau Scanpix

Vesthimmerland udfordret af kreativ og upopulær skrothandler

Omstridt brugtvognsforhandler stopper forvaltningens kontrol og håndhævelse ved hele tiden at skifte CVR-nummer

VESTHIMMERLAND: Afmagt og frustration prægede ifølge Nordjyske et borgermøde i sidste uge i Aggersund, hvor det gennem mange år har rodet på grunde ejet af en brugtvognsforhandler og hans familie, og hvor det flyder med gamle bilvrag og byggematerialer. Og frustrationen finder man også blandt de kommunale topfolk.

Borgmester Per Bach Laursen (V) og udvalgsformand Uffe Bro (S) kunne på mødet gøre rede for, hvordan ikke bare den lille by, men også kommunen mangler redskaber til at håndtere konflikten med den upopulære skrothandler. De to lokalpolitikere peger ifølge Nordjyske på følgende problemer:

  • Kommunen skal flere dage i forvejen advisere skrothandleren om kontrolbesøg, der ikke kan foregå uanmeldt.
  • Kommunens folk har ikke villet tage på kontrolbesøg uden politibeskyttelse. Det har knebet for politiet at leve op til, men er nu blevet garanteret fra politidirektøren.
  • Ved igen og igen at skifte CVR-nummer har brugtvognsforhandleren tvunget embedsmændene til at starte sagsbehandlingen i håndhævelsessager forfra.   

Tilbage i april har borgmesteren involveret hele tre ministre i at få løsninger på bordet: erhvervsministeren, miljø- og fødevareministeren og transport-, bygnings- og boligministeren.

Her beskrev han blandt andet, hvordan der er afsagt flere domme de sidste to årtier over for den pågældende borger, uden at dette har ført til mere ordnede forhold. Der går to-tre år fra anmeldelse til dom i sagerne, og efterfølgende ikke 'et særligt aktiv og kontinuerligt arbejde med at inddrive tvangsbøder.'

I april-henvendelsen opfordrer Per Bach Laursen til at 'tage initiativer til en hurtigere og betydelig mere smidig håndhævelse for kommunerne i forhold til såvel plan- som miljø- og byggelovene' Alternativt foreslår han at oprette en særlig task force, der kan rejse ud i landet og hjælpe kommunerne.

Landkommuner har gennem årene haft mange tilsvarende sager, hvor det lykkes grundejere at trække skrotsager i langdrag, og hvor naboer og myndigheder kommer til kort trods åbenlyse lovovertrædelser.

Af Nordjyske fremgår, at også KL er involveret i Aggersund-sagen, og at erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) har lovet et svar inden årets udgang.

 

 

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt