Lovændring skal stoppe mulighed for at to partier hedder det samme

To gange 'Nyt Lolland' var OK til KV17, men nu ændres loven
2. OKT 2018 15.34
TEMA: KV17

Man kan ikke forestille sig at to forskellige partier kunne få lov at hedde det samme og begge to stille op til det kommende folketingsvalg, men til kommunal- og regionalvalg er der intet i vejen for det. Men det skal der nu ændres på, fremgår det af regeringens lovkatalog.

Muligheden for to forskellige partier med samme navn er ikke kun teoretisk. Ved KV17 rummede stemmesedlen til Lolland Byråd to forskellige udgaver af 'Nyt Lolland' - den ene med listebogstav H og den anden med listebogstav Y.

Y-listen der kom først med Nyt Lolland-navnet var bestemt ikke tilfreds med en konkurrerende liste af samme navn, men i den da- og nugældende valgvejledning står der udtrykkeligt på side 79, at 'to lokallister i samme kommune kan således have samme listebetegnelse uden samtidig at have samme bogstavbetegnelse'. Vejledningen nævner selv det generiske 'Borgerlisten' som et eksempel på, at flere forskellige lister kan hedde det samme.

Det kan de så ikke til KV21. Regeringen varsler en 'ændring af lov om valg til Folketinget, lov om kommunale og regionale valg, lov om valg af danske medlemmer til Europa-Parlamentet, partiregnskabsloven og lov om kommunernes styrelse'.

Det fremsættes som et af de første her i oktober, idet det afgørende behov for lovændringen er, at der efter Storbritanniens udtræden til marts 2019 skal kunne vælges 14 danske medlemmer til Europa-Parlamentet ved EP19 i maj. I samme ombæring er forskellige andre detaljer kommet med, herunder forbuddet mod ens partinavne.

 

Artiklen er den første i en mini-serie baseret på dknyts gennemgang af regeringens lovkatalog for 2018-2019 set med kommunale og regionale briller.

Serien fortsætter med flere artikler de kommende dage.

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt