20 kommuner har aktier i verdens mest CO2-tunge virksomheder

Borgmestre vil se på, om investeringer 'er i tråd med den tidsalder, vi lever i'

20 kommuner investerer skattekroner i aktier i flere af de børsnoterede olie- og gasselskaber, som på verdensplan råder over mest fossilt brændstof. Det viser en række aktindsigter, som DR Midt & Vest har fået. 98 kommuner er blevet spurgt om deres investeringer, og 91 har svaret.

Kommunernes aktier er i olie- og gasindustriens Top 100-liste med blandt andre firmaer som Exxon, Lukoil, Shell, Total og BP. Når deres olie- og gas-reserver udvindes, og olien eller gassen brændes af over jordens overflade, vil der i alt blive udledt 150 gigaton CO2. Til sammenligning udledes der på hele jordkloden 33 gigaton CO2 på et år.

De 20 kommuner er København, Aarhus, Viborg, Næstved, Holstebro, Lyngby-Taarbæk, Høje Taastrup, Ballerup, Favrskov, Skive, 
Frederikssund, Egedal, Mariagerfjord, Ikast-Brande, Brøndby, 
Nyborg, Rebild, Nordfyn, Billund og Ærø.

I Viborg Kommune understreger borgmester Ulrik Wilbek (V), at det er investeringsforeninger, der vælger de firmaer, som kommunen investerer i, men han vil nu tage sagen op.

- Så skal vi i økonomiudvalget finde ud af, om vi vil sætte begrænsinger på, eller om vi helt skal gå udenom den slags investeringer. For det er rigtigt, at nogle af de her firmaer laver sort energi. Jeg tror helt sikkert, at vi kan gøre det her bedre, siger Ulrik Wilbek til DR Midt & Vest.

I nabokommunen Holstebro vil borgmester H.C. Østerby (S) gå ad samme spor, men han siger også, at aktieinvesteringer først og fremmest drejer sig om at tjene penge

- Vi skal prøve at få så højt et afkast som muligt. Det er en stor del af sandheden. Men nu skal vi i økonomiudvalget have kigget på, om de her investeringer er i tråd med den tidsalder, vi lever i, og i vinkel med den grønne profil, vi gerne vil have, siger han.

mk

Se interaktivt kort med kommunernes investeringer hos DR Midt & Vest.

 

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt