

AALBORG: Den konservative gruppeformand og tidligere rådmand i Aalborg, Thomas Krarup, bliver også snart tidligere byrådsmedlem. 1. april udtræder han, fordi han fra den dag skal være direktør i nabokommunen Jammerbugt. Farvellet giver comeback til Vibeke Gamst, som dermed bliver indehaver af det andet konservative dobbeltmandat i Regionsråd Nordjylland efter KV17.
Vibeke Gamst har på forhånd godt kendskab til Aalborg Byråd, hvor hun var byrådsmedlem i tre perioder fra KV01. Hun blev ikke genvalgt ved KV13, og heller ikke ved KV17 var der stemmer nok til to K-byrådsmedlemmer, men hun har været valgt til Regionsråd Nordjylland siden KV09.
Hun har således også forhåndskendskab til dobbeltrollen som byråds- og regionsrådsmedlem, og den har hun tænkt sig at genindtage, når Thomas Krarup viger pladsen. 'Det lod sig sagtens gøre', skriver Vibeke Gamst til dknyt om erfaringerne fra sidst.
Dermed bliver halvdelen af den konservative gruppe i Regionsråd Nordjylland indehavere af dobbeltmandater. Også regionsrådsmedlem Pia Buus Pinstrup bliver byrådsmedlem lidt inde i valgperioden KV17, nemlig i Vesthimmerland, hvor hun pr. 1. marts afløser den detroniserede borgmester Knud Kristensen.
Han forlader byrådet i vrede over hvad han kalder 'et komplot' mod ham, men formelt af hensyn til helbred og job. I Aalborg begrunder Thomas Krarup på Facebook sit byrådsfarvel i anledning af direktørjobbet med at 'det ikke er foreneligt at varetage begge hverv samtidig'. Thomas Krarup blev valgt første gang ved KV09 og nåede altså lige godt to valgperioder.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.