HALSNÆS: Halsnæs Kommune nedlægger 75 stillinger over det kommende halvandet års tid. Det bliver sandsynligvis konsekvensen af, at Halsnæs Kommune de kommende tre år skal spare 40 mio. kr. om året.
Borgmester Helge Friis (S) ser ingen anden udvej end at indføre en rammebesparelse på 3,5 pct. på de kommunale lønbudgetter. Og det skønt der ifølge borgmesteren 'ikke findes noget værre end rammebesparelser' - og borgmesteren helst så, at man helt undgik afskedigelser.
- Jeg ser helst, at man afskediger så få som muligt, siger borgmesteren, der mener at Halsnæs Kommune med besparelserne på lønbudgetterne i virkeligheden skubber til et hjul, der går baglæns.
- I virkeligheden burde man forsøge at vende udviklingen og få flere i arbejde, siger han til Frederiksborg Amts Avis.