Flere af landets sygehuse trænger til at blive moderniseret. Derfor har regeringen og aftalepartierne bag sundhedsreformen afsat samlet 22 mia. kr. i perioden 2026 til 2035 til en ny sundhedsfond.
Fonden skal give regionerne en ekstraordinær mulighed for at planlægge og gennemføre et langsigtet renoverings- og moderniseringsarbejde af hovedsageligt bygninger, men også teknologi og udstyr, og dermed løfte kvaliteten af de fysiske rammer på landets sygehuse.
Og nu udmøntes de første 600 mio. kr. fra sundhedsfonden til en række lokale vedligeholdelses- og moderniseringsinitiativer, der vil sætte ekstra skub i arbejdet med at modernisere og fremtidssikre sygehusene.
- Med milliardinvesteringen fra sundhedsfonden får sygehusene over de kommende år et markant kvalitetsløft. Med de første 600 mio. kr. fra fonden kan regionerne igangsætte en række lokale initiativer, som skal være med til at sikre, at patienterne fremover kan blive behandlet i moderne og tidssvarende rammer på flere sygehuse rundtom i landet, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) i en pressemeddelelse.
Samtidig skal et nyt ekspertudvalg sikre strategisk brug af midlerne fra sundhedsfonden. Udvalget udarbejder retningslinjer i 2026, som fra 2028 skal danne grundlag for godkendelse af regionernes vedligeholdelsesplaner.
Regionerne har med den første udmøntning af fondsmidler prioriteret en række lokale initiativer. Midlerne anvendes både til akutte vedligeholdelsesprojekter og langsigtede moderniseringer af sygehusene.
Sådan skal de første 600 mio. kr. fra sundhedsfonden bruges
De første 600 mio. kr., der udmøntes i 2026, skal bruges til følgende:
- Region Nordjylland: 61,8 mio. kr.
I Nordjylland vil man bl.a. opgradere Aalborg Universitetshospital og købe nyt klinisk apparatur, fx mindre scannere og operationsudstyr, til universitetshospitalet og Regionshospital Nordjylland. - Region Midtjylland: 131 mio. kr.
Midtjylland vil bl.a. opføre en ny bygning til operationer og sengeafsnit på Regionshospitalet i Randers, etablere nye og bedre rammer for psykiatrien i Viborg og et nyt psykiatrisk sengeafsnit knyttet til Regionshospitalet Randers. - Region Sjælland: 92,7 mio. kr.
Regionen vil bl.a. modernisere Holbæk Sygehus og opgradere akutafdelingen, scannerområder og operationsstuer på Nykøbing Falster Sygehus. - Region Hovedstaden: 187 mio. kr.
I Hovedstaden vil man bl.a. renovere den neurologiske afdeling på Hvidovre Hospital, forberede en ny behandlingsbygning med operationsstuer på Rigshospitalet og klimarenovere Bispebjerg og Gentofte Hospital. - Region Syddanmark: 127,5 mio. kr.
I Syddanmark skal der ske en ombygning af en eksisterende sengebygning og etableres en ny sengebygning på Svendborg Sygehus. Derudover vil man renovere undersøgelsesrum, personalegarderober og Daghospitalet på Nyborg Sygehus samt etablere et samlet operationsområde på Esbjerg Sygehus.
Investeringerne vil ligge ud over det normale regionale anlægsniveau, der aftales med regionerne i de årlige økonomiaftaler.
Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriet
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.











