58 byrådsmedlemmer har forladt deres parti i de første to år
Marcus Knuth, der både er kommunal- og landspolitiker, skiftede parti fra V til K i december 2019 og begrundede det med Venstres linje i værdi- og udlændingepolitikken.
Foto: Ida Guldbæk Arentsen, Ritzau Scanpix

58 byrådsmedlemmer har forladt deres parti i de første to år

S har i denne periode mistet flest byrådsmedlemmer efter partihop - nemlig 16. DF vinkede farvel til 12 lokalpolitikere og dermed forholdsmæssigt langt flere. K, KD og lokallister har plus på partihoppene.
10. JAN 2020 7.20
TEMA: KV17

Byrådene har samlet set kunnet konstatere, at 58 politikere i de to første år af denne periode har skiftet politisk tilhørsforhold. Deraf er over halvdelen, nemlig 32, blevet løsgængere.

Socialdemokratiet står for den antalsmæssigt største åreladning, men er samtidig også partiet med flest kommunalpolitikere. Perioden begyndte med 842 medlemmer i S, der i de første to år har mistet 16 politikere. Heraf er de ti nu løsgængere, to gik til K og fire til lokallister.

Fire er til gengæld kommet til, én fra R og tre fra lokallister, så nu er der 830. I denne uge kom de to nyeste partihoppere netop den vej: Heidi Nielsen og Ole Marcussen, der sammen gik fra Borgerlisten i Billund, der dermed blev nedlagt og øgede S-gruppen til ni.

Venstre er næststørste kommunale parti og havde lige efter KV17 688 mandater. Partiet har i perioden mistet 12, der ikke ville være med mere, deraf syv der nu er løsgængere, én der er gået til LA, én til R, en til en lokalliste samt to til K hvoraf den ene er MF Marcus Knuth i Borgerrepræsentationen. 

Når det gælder tilstrømningen til V - seks ialt - er der tale om en tydelig tendens på højre flanke, idet to kommer fra LA, og fire kommer fra DF - bl.a. Mette Møller og Lis Magnussen, begge fra Guldborgsund, der samlet gik i protest mod topstyring fra MF René Christensen (DF). Dermed har Venstre nu 682 politikere.

De Konservative er tredjestørste kommunale parti og har i de første to år øget antallet en kende fra 225 til 226, da seks kom til, og fem er sprunget fra. De tilkommende fordelte sig med to fra både S, V og lokallister, mens tre de fem afhoppere blev løsgængere, én gik til en lokalliste, og én til et af de allermindste partier, KristenDemokraterne - det var Finn Andersen i Ringsted.

Fjerdestørst er Dansk Folkeparti, der er gået fra 223 til 211 - vel og mærke helt uden tilstrømning, men udelukkende 12 der er gået - i mange tilfælde på baggrund af samarbejdsvanskeligheder. Otte blev løsgængere og fire gik til Venstre - i flere tilfælde efter en tænkepause som løsgængere, så et ret entydigt mønster her.

SF er femtestørste parti i den kommunale verden, og i denne sammentælling det største, der har samme størrelse som lige efter KV17, nemlig 126. Partiet er efter dknyt's optegnelser ikke berørt af partihop hverken ud eller ind de første to år. I den forbindelse kan det nævnes, at det var partiet til gengæld i alvorlig grad, da partiet fra 2011-2014 sad i S-SF-R-regering, hvilket i den grad betød lokal afskalning.

Enhedslisten har nu 100 kommunalpolitikere - to færre end ved nytår 2018 - begge afhoppere er i dag løsgængere. Partiet tager ikke imod afhoppere fra andre partier, men lader folk vente til næste valg, hvor de så kan blive opstillet og eventuelt valgt. Den vej er flere EL-politikere gået.

De Radikale begyndte med 80 og har også i dag 80 lokalpolitikere efter to, der gik, og to, der kom. Afhopperne er i dag henholdsvis hos S og løsgænger, mens tilløberne kom fra ALT og V.

I den størrelsesmæssige rækkefølge er lokallisterne, der rent politisk er en broget flok, næste i rækken. Lokallisterne havde efter KV17 78 mandater og nu 79, efter seks tilkommende og fem afhoppere. De fire kom fra S, én fra V og én fra K. Afhopperne fordeler sig med tre til S og to til K.

Liberal Alliance fik ved KV17 28 mandater og har nu 26 - efter tre er gået ud og en enkelt er kommet ind. To af afhopperne gik til V, og én blev løsgænger. Tilløberen kom fra V. 

Alternativet fik valgt 20 ved KV17 og har i dag 19 - partiet har mistet en enkelt i Sorø, Niels Aalbæk Jensen, der nu er radikal.

Kristendemokraterne har nu ti mandater fordelt på fem kommuner - deraf Ringkøbing-Skjern som absolut højborg med fem. En enkelt tilløber kom fra K og gav partiet plads i byrådet i Ringsted. Slesvigsk Parti har i dag 10 pladser i de fire sønderjyske kommuner - det samme som ved KV17. Nye Borgerlige er fortsat repræsenteret med Mette Thiessen i Hillerød som den eneste.


På dknyts redaktion registrerer vi skift i partitilhørsforholdene, efterhånden som vi bliver opmærksomme på dem.
Vi kan således ikke udelukke, at der kan gemme sig en afhopper i et kommunalt hjørne, hvor vi ikke har observeret partiskiftet omtalt i referater eller lokale medier, og så hører vi gerne om det - skriv til [email protected]

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt