Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

547 smittede afspejler ifølge læge utroligt stabil udvikling

Andelen af positive coronaprøver er i lørdagens smittetal den laveste siden slutningen af marts.
25. APR 2021 8.32
TEMA: Corona

Yderligere 547 personer er bekræftet smittet med ny coronavirus. Det viser lørdagens tal fra Statens Serum Institut, SSI.

Det svarer til 0,27 pct. af de 204.130 prøver, der er kommet svar på. Det tal kaldes også positivprocenten.

Det er det laveste siden slutningen af marts. Siden midten af januar har den været under 1,00. Det kan dog være svært at sammenligne positivprocenten et par uger tilbage.

Det skyldes, at langt flere bliver testet nu, efter at der kræves et negativt testsvar for blandt andet at kunne tage til frisøren, gå på restaurant eller bar.

Overraskende lavt

Professor og overlæge Kasper Iversen fra Københavns Universitet og Herlev-Gentofte Hospital kalder smittesituationen for "utroligt stabil".

- Det ser rigtig stabilt og fornuftigt ud. Det er overraskende lavt i dag, siger han om lørdagens smittetal.

Antallet af indlagte med covid-19 falder med 13 til 177. Det er det laveste antal siden 17. april, hvor der var 173 indlagte.

Af de indlagte ligger 40 på intensivafdeling, og 22 af dem ligger i respirator. Fredag var det henholdsvis 42 og 24 personer.

Der er foretaget 24 nye indlæggelser af smittede. Der er dog også sket udskrivelser, hvorfor det samlede antal alligevel falder.

Langt fra forventede scenarier

Udviklingen på hospitalerne har været langt gunstigere end forventet - og frygtet - tidligere på foråret.

I februar fremgik det af en beregning fra en ekspertgruppe under regeringen, at vi kunne risikere op mod 870 indlagte i midten af april, efter at dele af samfundet var blevet genåbnet.

Men det scenarie langt fra den aktuelle situation.

- Jeg havde forventet mere smitte i samfundet på nuværende tidspunkt. Jeg havde nok ikke forventet 870 indlagte, men dog et højere antal indlagte end det, vi ser nu. Så det er en glædelig overraskelse, siger Kasper Iversen.

I den forgangne uge har caféer, restauranter og værtshuse åbnet for servering efter flere måneder uden gæster ved bordene, ligesom butikker i butikscentre har slået dørene op igen.

Desuden er forsamlingsloftet hævet både inden- og udendørs, og det er der plads til, mener Kasper Iversen.

Om en til to uger vil ændringerne kunne aflæses i smittetallene.

- Men man må bare sige, at de ændringer, vi har foretaget indtil nu, har ikke haft den store negative effekt. Det betyder selvfølgelig også noget, at vi vaccinerer flere og flere, siger professoren.

Cirka 20 pct. vaccineret 

Siden fredag er der sket to dødsfald blandt smittede. Det vides dog ikke, om disse har været indlagt på hospitalet.

Der er også blevet foretaget 335.860 lyntest, som er de test, hvor man podes i næsen. De positive tilfælde herfra indgår dog ikke i smittetallet.

Det skyldes, at der er usikkerhed forbundet med testsvarene.

Arbejdet med at vaccinere befolkningen skrider fortsat frem. Yderligere 22.269 personer har fået det første stik med en coronavaccine.

Det betyder, at tæt på 1,2 millioner danskere - eller 20,4 pct. af befolkningen - har fået mindst ét stik med en vaccine.

Med de vacciner, der bruges i Danmark, kræver det to stik, før man er færdigvaccineret. Det er 565.934 personer - eller 9,7 pct. af befolkningen.


Ritzau