Fri til din elskede på Rødovres hjemmeside

Fri til din elskede på Rødovres hjemmeside

Alle henvendelser til kommunen kan nu klares med få klik. Der er investeret i det nyeste inden for digitale selvbetjeningsløsninger, der gør det let for borgerne f.eks. at melde flytning, bestille pas o.s.v. Det er sågar muligt at fri til sin elskede

RØDOVRE: De nye selvbetjeningsløsninger på rk.dk er både en fordel for borgerne og for kommunens pengekasse.

- Det giver borgerne mere frihed, så de kan henvende sig, når det passer dem - i stedet for at skulle henvende sig til kommunen på bestemte tidspunkter. Samtidigt giver det kommunen en meget stor besparelse, hvis borgerne benytter den digitale borgerservice frem for at ringe eller skrive. Det bidrager direkte til højere effektivitet og færre omkostninger i kommunen, siger borgmester Erik Nielsen (S).

Han understreger, at der også skal tages hensyn til dem, der ikke bruger computere i det daglige.

- I Rødovre skal vi selvfølgelig udnytte de mange muligheder, som den nye teknologi giver. Samtidig skal vi huske at tage hensyn til den store del af vores ældre medborgere, der aldrig har brugt en computer eller været på internettet. Der skal være plads til alle i Rødovre. Så længe der er behov for det, vil det være muligt at henvende sig til kommunen personligt, telefonisk og pr. brev, siger Erik Nielsen.

Mulighederne er talrige med den digitale løsning - faktisk er det muligt at fri til sin udkårne digitalt.

- Man kan udfylde sin egen del af en ægteskabserklæring og indtaste sin udkårnes CPR-nr. og e-mailadresse. Det kræver blot, at borgeren logger ind med NEMID eller Digital Signatur, siger Rødovre Kommunes digitaliseringschef Suhail Sethi.

- Når ægteskabserklæringen er signeret, underrettes den fremtidige ægtefælle og får en invitation til at udfylde de resterende oplysninger - eller at takke nej til at udfylde dem. Måske er det ikke den mest romantiske måde at gøre det på, men det er dog en mulighed, siger Suhail Sethi med et smil.

mou 

Fakta:
En henvendelse via den digitale borgerservice koster kun kommunen 5 kr. En telefonisk henvendelse, en personlig henvendelse og en henvendelse via brev/e-mail/Dokumentboks koster kommunen henholdsvis 50 kr., 100 kr. og 120kr.
(Kilde: Ugebrevet Mandag Morgen.)

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt