S: Kommunalt selvstyre ja, men kom i gang med at ansætte flere kvindelige topledere

S: Kommunalt selvstyre ja, men kom i gang med at ansætte flere kvindelige topledere

Det skal dog ikke ske gennem kvoter eller andre regulerende tiltag, men gennem en ambitiøs og klar ligestillingspolitik i kommunerne, mener kommunalordfører Rasmus Prehn (S)
8. NOV 2010 9.44

Af Thomas Jensen

FOLKETINGET: Andelen af kvinder på topposter i kommunerne er steget fra 28 pct. i 2004 til 35 pct. i 2009. Det ligner en succeshistorie. Men der er stadig langt flere mandlige direktører og chefer på kommunernes kontorer.

Djøf kritiserer kommunerne og KL for at gøre for lidt for at få kvindelige direktører og chefer i kommunerne. Nu er der også kritik fra socialdemokraternes kommunalordfører på Christiansborg.

Besynderligt med så få kvinder
- Med alle de dygtige og veluddannede kvinder, vi har i Danmark, er jeg overbevist om, at der vil komme langt flere kvinder på topposterne i landets kommuner i de kommende år. Når man tænker over, at kvinderne langt hen ad vejen har indhentet os mænd eller ligefrem overhalet os, når det handler om uddannelse og poster andre steder i samfundet, kan det virke besynderligt, at kvinderne ikke er bedre repræsenteret på de kommunale topposter, siger Rasmus Prehn.

- Socialdemokraternes klare mål er, at vi får flere kvinder på topposterne i landets kommuner. Vi håber på en mere lige repræsentation. Jeg opfordrer landets kommuner til at gå foran og ansætte kvinder på topposter. Da jeg er stor, stor tilhænger af det kommunale selvstyre, vil jeg ikke i første omgang stille krav om kvoter eller andet, men i stedet opfordre alle kommunalbestyrelser til at vedtage en ambitiøs og klar ligestillingspolitik og hurtigst muligt ansætte flere kvinder på de ledende poster.
 
Læs debatindlæg for to kvindelige Venstre-politikere

Så mange kvinder var ansat på topposter i kommunerne i slutningen af 2009:

Kønsfordeling kommunale topposter (kvinder/mænd i pct.)
Kommunaldirektør - 8/92
Sygehuschef/-direktør - 10/90
Direktør - 28/72
Forvaltningschef/-direktør 37/63
Direktør (øvrige) - 32/68
Vicedirektør - 30/70
Centerchef - 39/61
Kontorchef - 41/59
Sekretariatschef - 52/48
Administrationschef - 32/68
Socialchef - 20/80
Øvrige chefer +lønramme 37 - 39/61

SAMLET - 35/65
DJØF lønstatistik for offentlige chefer 3. kvartal 2009