Tidligere DR-boss bliver Claus Hjorts departementschef

Tidligere DR-boss bliver Claus Hjorts departementschef

David Hellemann er et kendt ansigt i ministeriet - og Claus Hjort (V) glæder sig over, at han fik styr på økonomien i Danmarks Radio
20. OKT 2010 10.46

Regeringen har i dag besluttet at ansætte David Hellemann som ny departementschef i Finansministeriet. Han tiltræder stillingen som departementschef i dag den 20. oktober 2010, oplyser ministeriet.

David Hellemann afløser Christian Kettel Thomsen, der har afløst Karsten Dybvad på den øverste embedsmandspost i Statsministeriet.

Hellemann har i knap fire år været økonomidirektør og stedfortrædende generaldirektør i Danmarks Radio. Tidligere har han bl.a. været afdelingschef for statens finanser i Finansministeriet.

David Hellemann kommer fra en stilling som partner i konsulentvirksomheden McKinsey & Co.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) ser frem til at arbejde sammen med David Hellemann:

- Jeg er utrolig glad for, at David Hellemann har sagt ja til at blive departementschef i Finansministeriet. David Hellemann kender huset og medbringer samtidig værdifulde erfaringer udefra. Han er topkvalificeret og har bevist det blandt andet ved at få styr på økonomien i DR.

David Hellemann ser frem til at tage fat på sit nye job:

- Jeg glæder mig over at vende hjem til Finansministeriet. At blive chef i ministeriet er en enestående mulighed, og jeg ser frem til at komme i gang med arbejdet.

David Hellemann er 39 år, gift og far til to piger på hhv. 10 og 12 år.

CV for David Hellemann
Født: 1970
Cand.scient.pol. fra Københavns Universitet, 1995

Karriere:
2010 - 2010: Partner i konsulentvirksomheden McKinsey & Co.

2007 - 2010: Økonomidirektør og stedfortrædende generaldirektør i Danmarks Radio

2005 - 2007: Afdelingschef i Finansministeriet

2001 - 2005: Kontorchef i Finansministeriet

1996 - 2001: Fuldmægtig og senere chefkonsulent i Finansministeriet

Se flere stillinger
Nyhedsbrev