Det kommunale demokrati er ikke for unge børnefamilier

KRONIK Lysten til at lade sig vælge til et byråd, når man har børn, er forsvindende lille - dertil er arbejdsvilkårene for dårlige og afsavnene alt for omfattende. Det skriver tre unge kommunalpolitikere, der efterlyser debat om vilkårene i det lokale demokrati
17. MAR 2010 10.08

Af Christina Lykke Eriksen, Birgit Hansen og Mogens Brag

FREDERIKSHAVN: Fra det nordligste Danmark - Frederikshavn kommune - er vi en flok unge engagerede kommunalpolitikere, der på tværs af partierne gerne vil rejse en debat om de vilkår, der bydes kommunalpolitikere.

Det er ingen hemmelighed, at aldersgennemsnittet i mange byråd er bemærkelsesværdigt højt. En alder omkring 60 år er ikke usædvanligt, og kommunalbestyrelsesmedlemmer med hjemmeboende børn er decideret en mangelvare. I det største parti i Frederikshavn kommune kan eksempelvis nævnes, at 10 ud af 11 fylder 60 i denne periode. Men det er jo generelt problem i landets byråd.

Det kan der være mange grunde til, men vi kan som repræsentanter for tre børnefamilier og medlemmer af Frederikshavn byråd godt forstå, at lysten til at lade sig vælge til et byråd, når man har børn, er forsvindende lille - dertil er arbejdsvilkårene og de afsavn en familie må lide alt for omfattende.

Dels er der et problem i mødetidspunkter, som altid er fastlagt fra kl. 15 og frem. D.v.s. der hvor man socialt set normalt er familie, er mor eller far fraværende. Det gør alt for ofte politikken til en meget belastende hobby for en familie.

Efter kommunalreformen er store afstande blevet en faktor. Transporttid til møder er f.eks. hos os op til 2x45 min pr. møde, dertil kommer selve mødet - som regel på 2-3 timer samt forberedelsestiden, der også kan være omfattende. Bestyrelsesarbejde i de fora, man som byrådsmedlem er udpeget til, arbejdsgrupper til udarbejdelse af konkrete forslag osv. osv., giver også et arbejdspres og giver til sammen en væsentlig og - for os at se - urimelig belastning af familielivet. Temadage, heldagsmøder, flere-dags-konferencer etc. bruger vi feriedage på at deltage i - for ikke altid at skylde på arbejde. Det sker altså på bekostning af familien.

Med erfaring fra seneste periode, kan vi generelt sige, at tidsforbruget for en kommunalpolitiker minimum er 20 timer pr. uge og op mod 30 timer i uger med særlig aktivitet.

Hvis så aflønningen fulgte med mængden af arbejde, kunne man fremføre, at vi også blev aflønnet derefter. Men med 20 timer om ugen må jobbet i kommunalbestyrelsen siges at være et halvtidsjob - men med ca. 100.000 kr. pr. år svarer aflønningen desværre ikke til en halvtidsstilling. Derfor må de fleste fastholde fuldtidsjob og være byrådsmedlem i deres fritid - det gør familie og særligt børnene til taberne. Det er den enkle forklaring på, hvorfor der er få børnefamilier repræsenteret.

Ser man på jobbet som formand for et udvalg, så er problemstillingen tilsvarende. Der er naturligvis endnu mere mødeaktivitet forbundet med det hverv, og tidsforbruget er også tilsvarende større. Med en bedre aflønning, kunne det siges, at der er betalt for det. Men igen står aflønningen ikke mål med tidsforbruget. Som udvalgsformand er der ofte behov for frikøb fra fuldtidsjobbet - det giver dels ens arbejdsgiver en meget ustabil arbejdskraft og dels nogle tvivlsomme muligheder for udvikling og fremskridt i karrieren i det job, man reelt skal leve af.

Som ny formand i Kultur- og fritidsudvalget kan jeg allerede nu konstatere, at jeg må frasige mig væsentlige opgaver på mit job, og at jeg i den sammenhæng kan blive en mindre nødvendig medarbejder for min arbejdsplads. Med den afgåede formands gennemsnitlige tidsforbrug og kørte kilometer, imødeser jeg i hvert fald problemer i den sammenhæng. Jeg kan oplyse, at Bjarne Kvist, tidl. kulturudvalgsformand havde ca. 30 møder pr måned og kørte 1500 kilometer.

Efter vores opfattelse er der behov for en nytænkning af de vilkår, vi arbejder under. Vi har flere ideer. Eksempelvis kunne vi sagtens forestille os to faste ugentlige arbejdsdage på rådhuset, sådan at byrådsarbejdet f.eks. kunne klares inden for normal arbejdstid. De dage hvor der ikke er møder, at gå til, kunne tiden bruges på forberedelse og studiearbejde. (En af de ting der forsømmes meget, er det med at kigge ud over kommunegrænsen og se hvad andre gør og har god erfaring med.)

En sådan ordning ville gøre vilkårene bedre, men også hæve kvaliteten væsentligt. Alt for ofte bliver beslutninger truffet sent efter en lang arbejdsdag. Lønmæssigt skulle der så aflønnes efter den arbejdstid man bruger.

En anden mulighed er at fastholde den nuværende mødekultur, men øge den aflønning byrådsmedlemmer får, så det reelt kunne siges at være et halvtidsjob. Det ændrer ikke på den uheldige arbejdstid, men man kunne så i det mindste argumentere for, at der dog kompenseres i rimelig grad økonomisk.

På sigt tror vi dog, at den optimale løsning er og bliver fuldtidspolitikere - også i det kommunale. Det er muligt, der må skæres ned på antallet af byrådsmedlemmer, men med den øgede kompleksitet arbejdet har, de store sagsmængder, professionaliseringen i forvaltningen og hvad deraf følger af magt, så vil det være den rigtige vej at gå.

For os er livet som kommunalpolitikere i hvert fald forbundet med familiemæssige afsavn og i mange henseender giver det en ærgerlig følelse af at være egoistisk i forhold til sine børn - det slider!

Vi har lokalt forsøgt at rejse debatten, men uden særligt held. Et fokus udenfor vores rammer vil dog også være at foretrække - det er jo alt andet lige et landspolitisk problem. Debatten er vigtig og vil efter vores opfattelse kunne medvirke til en styrkelse af det kommunale demokrati.


Christina Lykke Eriksen (SF), Birgit Hansen (S), Mogens Brag (V), medlemmer af Frederikshavn Byråd

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt