Familiers, børns og unges modstand

KRONIK Først når der er skabt et tillidsforhold til familier, børn og unge, viser de interesse for at tage ansvar for deres vanskeligheder, og de udelukker ikke nye tankegange i forhold til deres handlemønstre og interne problemer, skriver kronikør Ahmet Demir

Af Ahmet Demir

I det daglige møde mellem mennesker oplever mange modstand mod forandringer og nytænkning, og der er mange forklaringer på denne modstand. I mit arbejde som familieterapeut oplever jeg også modstand fra både familier, børn og unge. Uden at generalisere forklarer pædagogiske og familiebehandlingsinstitutioner ofte modstand fra deres brugere med brugernes sociale, kulturelle eller klassemæssige baggrund.

I stedet for at vi fagfolk leder efter årsagen til modstanden hos vores klienter, er det måske på tide, at vi kigger på os selv, blandt andet vores sprog, nonverbale udtryk, personlige udstråling og energi, vores syn på andre og ikke mindst vores handlinger i forhold til disse familiers, børns og unges aktuelle problemer.

I mit daglige arbejde møder jeg mennesker med forskellig baggrund. Mange af dem er trætte af os fagfolk, fordi en del af dem er nået til erkendelse af, at de har brug for professionel støtte i et eller andet omfang, men den enkelte institution eller forvaltning er hundrede år om at reagere på henvendelser og komme med klare udmeldinger om, hvad der skal stilles op med deres vanskeligheder.

Når mennesker ikke føler sig anerkendt af den enkelte fagperson eller myndighed, begynder især forældre at tænke over, hvad der sker. Efter mange henvendelser til institution, skole eller socialforvaltning spørger de typisk sig selv:

'Er det på grund af min sociale, økonomiske situation, fx at jeg er enlig far eller mor med to-tre børn, eller min etnicitet, at mine problemer ikke bliver taget seriøst?'

Først når det er gået rigtig galt med især børn og unge, der fx har rodet sig ind i kriminalitet, eksperimenteret med stoffer, kommet i bandemiljøet osv., kommer institutioner og myndigheder ind i billedet for at hjælpe.

Professionalisme påkrævet
På det tidspunkt har både familierne og de unge opgivet håbet om at blive taget alvorligt. Når myndighederne endelig vil samarbejde med dem, har enten den enkelte unge eller familien mistet troen på, at fagfolkene vil hjælpe dem.

Min terapeutiske erfaring viser, at denne modstand for en dels vedkommende kan vendes til et tillidsforhold, men det kræver enorm professionalisme af den enkelte fagperson. Anerkendende menneskesyn, vedholdenhed, konkret sprogbrug, fokus på ressourcer i stedet for problemer og at være handlingsorienteret ud fra samtaler eller pædagogisk arbejde vil få familier og unge til at vise tillid og samarbejdsvilje, så snart de mærker, at fagfolk og myndigheder vil være med til at forandre på tingene.

Min terapeutiske erfaring viser, at når der er skabt et tillidsforhold til familier, børn og unge, viser de interesse for at tage ansvar for deres vanskeligheder, og de udelukker ikke nye tankegange i forhold til deres handlemønstre og interne problemer. De viser vilje til ændringer og nye måder at forholde sig til deres personlige og familiemæssige problemer.

 

Ahmet Demir, socialkonsulent, cand.pæd. og familieterapeut

Foto: xJasonRogersx, Flickr

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt