Kolding-borgmester åbner døre i Golfen

Kolding Kommune har netop haft en delegation i Abu Dhabi og Bahrain med henblik på at samarbejde og skabe forbindelser med de rige ørkenstater
12. FEB 2010 7.26

KOLDING: Business Kolding har tidligere besøgt landene, og denne gang var Koldings borgmester med for første gang.

- Det var et ønske fra deres side, og borgmesterens deltagelse er klart med til at åbne døre, fortæller Business Koldings direktør, Bjarke Wolmar.

Abu Dhabi er den største stat i Forenede Arabiske Emirater, sidder på 95 procent af landets olie og er langt den rigeste, selv om Dubai i de senere år måske er blevet den mest kendte.

For Kolding drejer kontakten med Abu Dhabi sig om at skabe kontakter, som dels kan bane vej for investeringer, dels kan skabe grobund for dansk eksport. Centralt i arbejdet står Koldings planer om en viden- og udviklingspark.

- Kommunen kan ikke selv løfte de investeringer, som skal til. Derfor er Abu Dhabi interessant, fordi man her har en række meget kapitalstærke investeringsfonde, siger borgmester Jørn Pedersen (V).

Overvældende gæstfrihed
Som led i besøget blev Jørn Pedersen og de øvrige deltagere også modtaget af Abu Dhabis bystyre.

- Vi blev overalt modtaget med en overvældende gæstfrihed, og vi mærkede intet til, at folk i den del af verden skulle have et dårligt indtryk af Danmark. Det er i høj grad de samme mennesker, der sidder i bystyret, som også står bag investeringsfondene, og jeg synes, at vi mødte en reel interesse, fortæller Jørn Pedersen.

Fra olie til viden
For Abu Dhabi drejer kontakten med Kolding sig både om investering af ledig kapital og om en langsigtet omstilling af økonomien. Olieindtægterne varer ikke evigt, og Abu Dhabi ønsker at satse på blandt andet CO2-neutale energiformer og rene teknologier. Og her er Kolding og dens erhvervsliv interessant. Også Koldings samarbejde med Scion DTU (Danmarks Tekniske Universitets forskerpark) og den måde, hvorpå den planlagte viden- og udviklingspark er tænkt centreret om en førende uddannelsesinstitution, vækker interesse i Golfen.

Delegationen fra Kolding besøgte således også Bahrain, hvor man er i gang med at etablere en 340 hektar stor udviklingspark.

- De overvejer nu at opbygge deres udviklingspark efter en Kolding-model, fortæller Jørn Pedersen.

To nye aftaler
Business Kolding, som har arbejdet med at etablere forbindelser i Golfen gennem længere tid, fik på det nylige besøg underskrevet to aftaler. Dels en samarbejdsaftale med Abu Dhabis Handels- og Industrikammer, dels en samarbejdsaftale med Genesis Investment Company, som er selskabet bag Bahrains udviklingspark.

Personlige kontakter
En vigtig faktor i et samarbejde med den arabiske verden er tillid og personlige kontakter. Og her har byrådsmedlem Marwan Zobi (SF) spillet en stor rolle. Han har et omfattende netværk og har både ved dette og tidligere besøg været med til at skabe forbindelser til de rigtige mennesker.

- Vi er blevet meget fint modtaget alle vegne. Både lørdag og søndag var vores besøg i alle de lokale aviser med flotte og positive artikler, fortæller Marwan Zobi, der ikke tøver med at kalde besøget en succes for Kolding.

Det er planlagt, at en delegation fra Abu Dhabi skal besøge Kolding i maj eller juni, hvor en formel samarbejdsaftale skal underskrives.

ka

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt