Skræddersyet aktivitet er 'medicin' for syge

Svømning, motion, foredrag, individuel vejledning og behandling, oplæg ved psykolog, afspændingsøvelser og meget mere
KORT NYT10. FEB 2010 13.26

AALBORG: Sådan lyder den række af aktiviteter, som Aalborg Komune nu vil tilbyde til endnu flere sygemeldte borgere.

Foreløbige erfaringer viser nemlig, at de syge er glade for de nye tiltag og at disse sikrer en hurtigere afklaring end passive sygemeldinger, oplyser kommunen.

Aalborg Kommune åbnede i 2009 et nyt tilbud med titlen 'Aktive hurtigere tilbage'. Tilbuddet omfattede kun borgere i kommunens centrum og sydvestlige område. Erfaringerne er så positive, at Beskæftigelsesudvalget i Aalborg Kommune på et møde den 9. februar besluttede at udvide tilbuddet til at omfatte hele kommunen. Hermed vil yderligere 200 borgere årligt kunne gennemgå det individuelle forløb, der typisk strækker sig over ti timer om ugen over i alt maksimalt fire måneder.

- Jo længere sygemeldte står uden for arbejdsmarkedet, jo mere vokser barriererne for at komme tilbage i job. Det fortæller vores statistikker og vores viden som mennesker. Vi tror på, at alle mennesker rummer forskellige ressourcer - og har forskellige behov. Derfor har vi valgt at designe nogle skræddersyede tilbud til vores sygemeldte borgere. Vi mener, at vi hermed i optimal grad kan justere tilbuddenes konkrete indhold til den enkeltes behov ud fra borgerens ressourcer, sygdom og kompetencer, forklarer Mai-Britt Iversen, rådmand for Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen i Aalborg Kommune.

Fakta om projekt aktive hurtigere tilbage
Projekt "Aktive hurtigere tilbage" omfatter op til 10 timers aktive tilbud om ugen i op til fire måneder

Det nye tilbud vil fra april 2010 i alt omfatte 400 borgere om året. I Aalborg Kommune deltager i alt 700 sygemeldte borgere i forskellige aktive projekter, der har som mål at hjælpe borgeren hurtigt tilbage til raskmelding

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt