Juraekspert: Brev belaster overborgmester

Der er stærke tegn på, at politisk og venskabelig bånd spillede ind, da Frank Jensen ansatte embedsmænd
5. FEB 2010 6.50

Det var ansøgernes politiske engagement, der var afgørende, da Københavns overborgmester Frank Jensen (S) for nylig ansatte en række embedsmænd til sit sekretariat på rådhuset.

Det viser et dokument, Politiken har fået aktindsigt i. Der er tale om de afslag, kommunen sendte ud til de ansøgere, der ikke blev ansat hos Frank Jensen. Teksten underminerer kommunens forklaring om, at politik ikke spillede en rolle, da overborgmesteren ansatte en mediekonsulent, en personlig assistent og en borgmestersekretær. Officielt har det heddet, at jobbene udelukkende blev besat efter 'faglige kvalifikationer' og 'en forståelse for politik', skriver Politiken.

I afslaget skriver kommunen ligeud, at de '3 personer vi har tilbudt ansættelse, har alle til fælles at de har arbejdet med og er yderst engageret i politik...'

De ansatte var en pressesekretær fra valgkampen, en medlemssekretær for Socialdemokraterne og tidligere trafikminister Jacob Bukstis (S) hustru. Ingen andre ansøgere kom til samtale.

- Den slags hensyn må kommuner simpelthen ikke tage. Men det er svært at tolke dokumentet anderledes, end at det politiske engagement har været afgørende. Der ligger stærke indicier for, at der er sket en form for magtfordrejning i forbindelse med ansættelserne, og at politiske og venskabelige forhold har spillet ind, siger professor Steen Rønsholdt fra Københavns Universitet.

Folketingets Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen har netop besluttet at kulegrave ansættelsesforløbet. Administrerende direktør Claus Juhl afviser kritikken i en skriftlig kommentar og peger på, at der i stillingsopslaget netop blev efterspurgt ansøgere med 'forståelse for politik'.

tj

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt