
HORSENS: 450 dagplejere i Horsens Kommune bliver for øjeblikket testet i deres færdigheder i at læse og forstå det danske sprog.
En Læs og forstå-test er en del af programmet for alle, når der holdes informationsmøder for dagplejerne om et uddannelsesforløb i inklusion.
- Eftersom det er rigtig mange dagplejere, der skal testes, har vi valgt at udføre testen på rekordtid. Det betyder, at dagplejerne kun har en halv time til at besvare spørgsmålene i. Efterfølgende bliver de enkeltvis kaldt ind til en underviser og får svar på resultatet, fortæller Tina Bilet Steffensen, konsulent i ASV Horsens.
Tina Bilet Steffensen tilføjer, at det hurtige svar skal afhjælpe eventuel uro i maven hos dagplejerne.
Lidt skræmmende
- Vi ved, at testen kan gøre nogle medarbejdere nervøse. Men ved at gøre forløbet så enkelt og effektivt som muligt, håber vi på at kunne afmystificere eventuelle vanskeligheder ved at læse og forstå teksten, siger Tina Bilet Steffensen.
Dagplejerne skal besvare spørgsmål, der kan vise noget om deres ordforråd, tekstforståelse, læsehastighed m.m. Samtlige dagplejere skal igennem testen, og efterfølgende vil der være et tilbud om et kursus i dansk.
Ifølge Suzanne Kruse, der er leder af Dagplejen Vest, er dagplejerne glade for tilbuddet. Også selvom testen kan virke lidt skræmmende på nogle.
- Dagplejerne skal løse flere og flere skriftlige opgaver. De skal arbejde med læreplaner, og kommunikationen med forældrene og dagplejekontoret sker også i stigende grad skriftligt via børneintra. Denne opkvalificering er med til at ruste dem til de nye og anderledes krav.
Faglig udvikling vigtig
Ifølge Anne Bust, der er dagtilbudschef i Horsens Kommune, der det vigtigt, at medarbejdere udvikler sig fagligt, og én af forudsætningerne for det er, at de kan tilegne sig viden ved at læse.
- Kravene til læsning og skrivning i jobbet som dagplejer er helt klart blevet større. Vi stiller også større krav til dagplejernes faglige udvikling, end man tidligere har gjort, og det er blandt andet derfor, at vi gennemfører et uddannelsesforløb om inklusion for alle dagplejerne, ligesom vi gør det for pædagogerne og pædagogmedhjælperne i daginstitutionerne.
Testen og den efterfølgende danskundervisning, foregår i et samarbejde mellem ASV Horsens og AOF og VUC. Formålet er at genopfriske danskkundskaber hos de medarbejdere, der har behov for det, inden de skal igennem de tre ugers uddannelse i inklusion.
Ud over dagplejerne har social- og sundhedspersonalet samt pædagoger og pædagogmedhjælpere indtil videre været igennem et forløb med test og undervisning i dansk.
Foto: Dagplejer gennem 16 år Susanne Holy glæder sig til at lære nyt sammen med sine kolleger. Dagplejebørnene er Ellen, Ida Marie og Lærke. (Foto: Horsens Kommune/Per Algreen)
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.