Antal smittede pr. 100.000 indbyggere den seneste uge.
Foto: Statens Serum Institut

230 nye smittede og nye restriktioner i 18 kommuner

21 kommuner er nu over bekymringsgrænsen. Der lægges begrænsninger på natteliv og forsamlingsstørrelser i hovedstadsområdet og Odense.
7. SEP 2020 14.40
TEMA: Corona

230 er konstateret smittet med covid-19 siden i går. Det er det højeste antal i fire måneder, og det får nu myndighederne til at indføre særlige restriktioner i 17 hovedstadskommuner og i Odense i foreløbig to uger.

Blandt andet sænkes forsamlingsforbuddet fra 100 til 50 i de 18 kommuner, barer og cafeer skal lukke senest kl. 24, og den planlagte adgang til flere tilskuere ved sportsarrangementer udskydes også. Det oplyste sundhedsminister Magnus Heunicke (S) mandag kl. 14 på et pressemøde.

Lige nu ligger 21 kommuner over 20 nye smittede pr. 100.000 indbyggere den seneste uge, hvilket er myndighedernes definition på, hvornår der er grund til bekymring. Det er - med faktisk antal i parentes:

  • Vallensbæk 78,5 (13)
  • Albertslund 68,7 (19)
  • Ishøj 61,2 (14)
  • Odense 60,7 (124)
  • Brøndby 60,1 (21)
  • Rødovre 59,2 (24)
  • Hvidovre 52,5 (28)
  • Herlev 51,8 (15)
  • Glostrup 47,6 (11)
  • Roskilde 42,1 (37)
  • København 40,6 (255)
  • Gladsaxe 36,2 (25)
  • Frederiksberg 30,8 (32)
  • Lyngby-Taarbæk 30,4 (17)
  • Høje-Taastrup 29,6 (15)
  • Frederikshavn 25,2 (15)
  • Furesø 24,5 (10)
  • Lejre 21,5 (6)
  • Faaborg-Midtfyn 21,4 (11)
  • Kerteminde 21 (5)
  • Hjørring 20,2 (13)

Der er den seneste uge fundet smitte i 82 af de 98 kommuner, oplyste Magnus Heunicke på pressemødet.

De højeste smittetal i rene tal siden i fredags er:

  • 145 i København
  • 44 i Odense
  • 25 i Aarhus
  • 22 i Frederiksberg og Roskilde 
  • 19 i Aalborg
  • 12 i Herlev, Ishøj og Esbjerg 
  • 11 i Gladsaxe, Hvidovre og Rødovre
  • 10 i Vejle
  • 9 i Høje-Taastrup, Vallensbæk og Hjørring
  • 8 i Furesø, Slagelse og Frederikshavn

Antallet af indlagte er siden søndags store stigning yderligere steget med to til nu 29. En person med covid-19-smitte er død, og antallet af indlagte på intensiv er faldet med en til tre. To er i respirator. 

Unge voksne

I Københavnsområdet er smitten spredt i mange forskellige miljøer, men der er en overvægt af unge voksne mellem 20 og 30 år, oplyste overborgmester Frank Jensen (S) på pressemødet.

I Odense er smitten især til stede på flere uddannelsesinstitutioner, og her er også en overrepræsentation af unge, fortalte borgmester Peter Rahbæk Juel (S).

Generelt er der stort smittespredning ved private fester. I et eksempel kan 30 personer føre deres smitte tilbage til den samme fødselsdagsfest, oplyste Anette Lykke Petri fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

De nye restriktioner gælder i disse kommuner:

  • Odense
  • Albertslund
  • Ballerup
  • Brøndby
  • Dragør
  • Frederiksberg
  • Gentofte
  • Gladsaxe
  • Glostrup
  • Herlev
  • Hvidovre
  • Høje-Taastrup
  • Ishøj
  • København
  • Lyngby-Tårbæk
  • Rødovre
  • Tårnby
  • Vallensbæk

Magnus Heunicke understregede, at det er forventeligt, at der jævnligt vil komme lokale restriktioner i områder, hvor smitten er særligt meget til stede.

- For et par uger siden var det Aarhus, der var ramt, og der fik vi styr på situationen med lokale restriktioner. Det skal vi også nok få her, sagde han.

 

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
DK Job