2024 vipper 2023 af pinden som året med flest besøgende på de danske museer i 40 år.
Det skriver Danmarks Statistik på sin hjemmeside.
Sidste år bød på 17,5 millioner besøg ved museernes udstillinger. Det er omkring 100.000 flere besøg end i 2023.
En højere interesse i dansk kultur fra et internationalt publikum er ifølge Dansk Industri en af årsagerne til den fortsatte rekord.
- Vi ved, at rigtig mange museer har haft en markant andel internationale gæster, og dermed får gæster fra hele kloden en bid af vores danske historie og danske værdier med sig hjem, siger chef for turisme, kultur og oplevelser i Dansk Industri Lars Bertolt Winther i en skriftlig kommentar.
Mere end halvdelen af alle museumsbesøg gik til de kulturhistoriske museer. Det samlede antal museumsbesøg genererede tilsammen 1,2 mia. kr. i entréindtægter.
Den stigende interesse gør sig ikke alene gældende for museerne.
I 2024 besøgte 5,5 millioner gæster et zoologisk anlæg. Heraf gik 4,4 millioner besøg til de 21 zoologiske haver. Det udløste entréindtægter på 613 mio. kr.
Lidt over en million af besøgene gik til syv akvarier, der indgår i statistikken fra Danmarks Statistik.
Hos Dansk Erhverv er håbet, at antallet af besøgende når flere rekorder, men det trues af den nye globale situation.
- Ser vi fremad, er udsigten noget blandet. Med den geopolitiske situation, udsigterne til handelskrig og den store usikkerhed, som Trump-administration har skabt, er det meget svært at vurdere, hvordan 2025 kommer til at gå, siger fagchef i Dansk Erhverv Michael Folmer Wessman.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.