Hos Hovedstadens Letbane erkender man, at der har været store udfordringer, efter at 18 bilister de seneste måneder er endt på letbanens spor mellem Ishøj og Lyngby.
Og nu arbejdes der på en løsning, så der fremover forhåbentlig kan ske færre uheld på strækningen. Det skriver TV 2 Kosmopol.
Fælles for de 18 uheld er, at de alle er sket i mørke, og derfor kan Frank Pedersen, der er driftsleder ved Hovedstadens Letbane, erkende, at der har været store udfordringer, og han kan nu fortælle, at der arbejdes på en løsning, der involverer mere lys for at hjælpe bilisterne.
- Det skal være slut med bilister på letbanesporet. Der kan være noget værdi i at kigge ned i belysning, fordi vi kan se, at hændelserne typisk sker i mørke, siger Frank Pedersen til TV 2 Kosmopol.
- Vi mener, at vi har gjort det godt nok. Men alle de hændelser giver os et praj om, hvad der sker hvor og hvornår, siger Frank Pedersen.
Kigger mod Odense og Aarhus
Og udover mere belysning kan inspiration fra andre Letbane-byer i Danmark hjælpe med at løse problemerne, mener Frank Pedersen.
- Det er klart, at vi kigger også i retning af Odense og Aarhus, om der er nogle tiltag, som kan højne sikkerheden omkring vores letbane.
Spørger man en trafikforsker, så er der flere ting, som er afgørende for en flydende og sikker trafik.
- Trafikken skal helst være selvforklarende, og så skal den helst være forudsigelig. Her har vi et element i trafikken, som vi slet ikke kender som billister. Der er pludselig en letbane, og så skal man forholde sig til den, siger trafikforsker ved Aalborg Universitet Tove Hels.
Hurtigst muligt
Den nyvalgte borgmester i Gladsaxe, Serdal Benli (SF), som også er medlem af bestyrelsen for Hovedstadens Letbane, håber på, at der snarligt bliver taget hånd om problemet med lyset, skiltningen og vejstriberne.
- Alle de her initiativer skal være på plads således, at vi undgår flere ulykker, og det skal selvfølgelig være klar, når vi tager den nordlige strækning i brug. Det her skal jo sådan set ske hurtigst muligt, siger Serdal Benli til TV 2 Kosmopol.
11 kommuner og Region Hovedstaden står bag Hovedstadens Letbane. Kommunerne er Lyngby-Taarbæk, Gladsaxe, Herlev, Albertslund, Rødovre, Glostrup, Brøndby, Hvidovre, Vallensbæk, Ishøj og Høje-Taastrup.
Den sydlige del mellem Ishøj og Rødovre åbnede i efteråret 2025, mens hele strækningen fra Ishøj til Lundtofte forventes fuldt operationel i sommeren 2026.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.












