dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Næsten hver fjerde medarbejder i Vejle oplever trusler eller vold

Trusler og vold fra borgere fylder i kommunens seneste trivselsundersøgelse, der på positivsiden viser stor tilfredshed med kollegahjælp i hverdagen.
3. APR 2024 11.24

VEJLE: Med svar fra 7.952 ansatte i Vejle Kommune, svarende til en svarprocent på 86,4, viser kommunens seneste trivselsmåling, at tæt på hver fjerde ansatte har oplevet vold eller trusler, hvoraf 95 pct. kommer fra borgere, oplyser kommunen.

- Det er en negativ tendens, vi har været vidne til på tværs af Danmark. Vejle Kommune er desværre heller ikke gået udenom. I januar besluttede HovedMED, at vold og trusler er et indsatsområde for 2024-2025. Der skal arbejdes med løsninger, og vi skal hjælpe arbejdspladserne med at håndtere denne alvorlige opgave. Vi kommer derudover også til at arbejde videre med mobning og sygefravær, siger HR-chef Kristine Schou.

Undersøgelsen er gennemført i januar med en række udsagn og spørgsmål, hvoraf 22,8 pct. svarede ja på spørgsmålet: "Har du inden for de seneste 12 måneder været udsat for vold eller trusler i forbindelse med dit arbejde?" I 2021 svarede 16,4 pct. ja til samme spørgsmål.

I forhold til karakteren af volden og truslerne er der registreret 1.247 tilfælde af fysisk vold i form af fx slag, spark eller ramt af genstand og 1.323 tilfælde af psykisk vold som fx verbale trusler og skældsord.

– Vi har en solid værktøjskasse til at støtte områder, hvor der er behov for ekstra indsats. Overordnet set er Vejle Kommune en god arbejdsplads, men vi arbejder nu på at sætte fokus på de områder, hvor vores medarbejdere har behov for det, siger Kristine Schou.

Gode kolleger

På et spørgsmål om, hvorvidt man inden for de seneste 12 måneder har været udsat for mobning på arbejdspladsen, svarer blot 2,6 pct. ja - i de fleste tilfælde peges på kolleger i egen afdeling som udøveren.

Generelt set er der dog stor tilfredshed med kollegaskabet, viser målingen, der opererer med en 7-trinsskala, hvor 7 viser, at man er meget enig i udsagnet.

Højest score på samlet set 6,4 giver udsagnet "Mine kolleger vil hjælpe mig, hvis jeg har brug for det". Lige efter på en top 5 over den største enighed følger et udsagn om at kunne se, at arbejdet bidrager til at gøre en forskel. Og en score på 6 ud af 7 opnås på udsagnet "Generelt er jeg glad for mit arbejde".

Trivselsmålingen er delt op i flere temaer, og den samlede score er på 5,8. Arbejdsglæden er samlet set målt til 6,0, og den sociale kapital, der rummer samarbejde med kolleger, vidensdeling, konfliktløsning og tillid, er på 5,7.

På diverse temaer med udsagn fordeler tallene sig således:

  • Samarbejde 6,17
  • Tillid og retfærdighed 5,51
  • Krav og anerkendelse i arbejdet 5,59
  • Arbejdsopgaver, indflydelse og engagement 5.97
  • Arbejdsglæde 6,0

Derudover er det registreret procentvis, hvor mange ansatte, der har oplevet:

  • Vold og trusler 22,8 pct.
  • Mobning 2,6 pct.
  • Uønsket seksuel opmærksomhed 3,1 pct.

Endelig er der i målingen registreret et sygefravær på 10,3 pct., der bygger på spørgsmålet om, hvorvidt sygefraværet det seneste år har skyldtes forhold på arbejdspladsen. I 2021 svarede 9,5 pct. ja til det.

Se hele trivselsmålingen her.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/naesten-hver-fjerde-medarbejder-i-vejle-oplever-trusler-eller-vold

GDPR