
LÆSØ: Byrådsmedlem Bente Faurholt (løsgænger) er ude af økonomiudvalget på Læsø, efter at Ankestyrelsen har erklæret hende generelt inhabil på grund af hendes civile arbejde som økonomi- og administrationschef for Læsøfærgen, der er organiseret som en afdeling af kommunens økonomiforvaltning.
Tidligere, da færgen var et kommunalt selskab, og Bente Faurholdt var regnskabschef, blev der i en tilsvarende sag sagt god for hendes medlemskab af økonomiudvalget. Færgens ejerstatus skiftede imidlertid ved årsskiftet 2019/2020, og en borgerhenvendelse i den anledning fik borgmester og kommunaldirektør til at spørge KL til råds.
Her var vurderingen, at Bente Faurholt "har sådanne ledelsesmæssige og administrative funktioner, at hun er afskåret fra at være medlem af Læsø Kommunes økonomiudvalg", som har det politiske ansvar for Læsøfærgen. Dette uanset at hun ikke selv indstiller direkte til økonomiudvalget på Læsøfærgens vegne.
KL's vurdering betyder, at Bente Faurholt ikke med sin nuværende civile stilling under Læsøfærgens nuværende ejerforhold burde have fortsat som økonomiudvalgsmedlem, men KL noterer sig også, at der løbende er taget stilling i økomnomiudvalget til Bente Faurholts habilitet/inhabilitet i konkrete sager.
Ingen beslutninger skal gøres om
Derfor mener KL ikke, at der behøver blive foretaget noget i forhold til øvrige beslutninger, som økonomiudvalget har truffet, mens hun har været uretmæssigt medlem. Hvis der ikke er tale om inhabilitet i en konkret sag, "er der herefter ikke grundlag for at opstille en formodning for, at en afgørelse, der er truffet under deltagelse af en inhabil person, har været påvirket af usaglige hensyn. At den pågældende ikke burde have beklædt hvervet og allerede af denne grund ikke burde have deltaget i sagens behandling, kan således ikke i sig selv bevirke, at afgørelsen bliver ugyldig", lyder KL's vurdering.
Udfaldet af KL's vurdering fik Læsø Byråd til at forelægge sagen for Ankestyrelsen, som "henviser i sin helhed til KL's notat om problemstillingen" og erklærer sig enig i Bente Faurholts generelle inhabilitet som økonomiudvalgsmedlem. Det vil derfor være ulovligt at lade hende fortsætte i økonomiudvalget, konkluderer Ankestyrelsen.
Det gør hun derfor ikke. Læsø Byråd har forleden besluttet, at hun udtræder af udvalget. Pladsen fik Bente Faurholt som indvalgt for Læsø Listen, og den er derfor nu overtaget af Læsø Listens andet indvalgte medlem Lars Vilsen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.