Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job
Illerup Ådal rummer mange fortidsminder, der endnu ikke er udgravet, og som vil kunne blive bedre sikret ved en vådgørelse.
Foto: Naturstyrelsen

Lavbundsprojekt skal også bevare arkæologiske fund

Naturstyrelsen og Skanderborg Kommune går sammen om første skridt til et klima-lavbundsprojekt, der udover CO2-gevinst skal sikre bevaringsværdige knoglefund.

SKANDERORG: I samarbejde med Naturstyrelsen skal Skanderborg Kommune afdække mulighederne for at binde CO2 i jorden i Illerup Ådal i et nyt klima-lavbundsprojekt, oplyser kommunen.

Projektet går ud på at hæve vandstanden på landbrugsjorden, så der kan skabes en mere varieret natur og større biodiversitet. Samtidig kan arkæologiske genstande, som ligger begravet i tørven, bevares bedre for eftertiden. Det gælder blandt andet knogler i Alken Enge, der stammer fra ofringer efter jernalder-slag, og som er i risiko for at gå til ved vedvarende udtørring af drænede arealer.

- Illerup Ådal er et helt særligt sted, der rummer potentiale for at holde på CO2 og mulighed for at skabe et stort sammenhængende naturområde. Vi er spændte på, hvad forundersøgelserne vil vise os, og hvilke muligheder der kommer frem. Blandt andet er projektet helt afhængig af, at de lodsejere, som er i området, er interesserede i at være med. Derfor inviterer vi som det allerførste dem til dialog om forundersøgelsen, siger Søren Hald, skovrider hos Naturstyrelsen.

Forundersøgelserne til projektet skal i første omgang skaffe viden om de tekniske, biologiske og ejendomsmæssige forhold. Undersøgelsen bliver lavet i tæt samarbejde med Museum Skanderborg. Naturstyrelsen er projektejer og finansierer arbejdet. Skanderborg Kommune har repræsentanter med i følgegruppen for projektet og bidrager også med fagspecialiseret viden.

ka